Det kunne berolige både familien, byrådskollegerne og Farums borgere, hvis Peter Brixtofte tog en alkohol-test. Det mener alkoholspecialisten Jørgen F. Nissen.
Nogle har spurgt mig som alkoholspecialist, om jeg tror, at Peter Brixtofte er alkoholiker. Jeg har svaret, at jeg ikke personligt kender ham, men at der er en lang række andre symptomer, der antyder, men ikke dokumenterer, at det er muligt eller sandsynligt. Der er imidlertid stort set kun ét eneste menneske, der vil kunne stille den præcise diagnose, nemlig Brixtofte selv.
Men der findes en anden mulighed. Han kunne gennemgå enten en ret omfattende ADDIS-test eller en mindre omfattende MAST-test. Begge er ret præcise instrumenter til at fastslå, om der er tale om kemisk afhængighed, og om afhængigheden er behandlingskrævende.
Disse tests har også den fordel, at de også kan »frikende« en person, man er bekymret for.
En frikendelse kan desværre ikke anvendes til at vende tilbage til fortiden, hvor arbejdstiden var (for) fyldt med god rødvin. Alkohol og arbejde passer fortsat ikke ret godt sammen - beklager.
Alkohol er en fantastisk og enestående opfindelse. Den kan trylle med vores sind og krop og virker hver gang og »tager lige kanten« efter en hård dag. Den er også verdens bedste sociale bedøvelses- og smøremiddel.
Men vænner man sig for inderligt til den, ender det ofte med, at man må afvænnes igen. Alkoholen får altid sin mand eller kvinde.
Krop og sind slides gradvist ned, når man tæppebomber med alkohol, og hen ad vejen sker der en umærkelig tilvænning til det fascinerende stof, så man nu ikke kan fungere uden stoffet.
Man får abstinenser, som nok er det væsentligste kriterium for afhængighed. Når abstinenserne banker på, skal man have lidt at drikke for overhovedet at kunne fungere. Man skal sørge for at etablere en såkaldt funktionspromille.
Mange tror fejlagtigt, at det først og fremmest er leveren, der tager skade. Alle har hørt om fedt- eller skrumpelever. Men leverskaden er ikke den mest interessante fugl. Det er den grå hjerneskade, den mindst kendte og mest skræmmende og ødelæggende skadeart.
Denne gradvise afstumpning af hjernen reducerer uhyre gradvist det pågældende menneskes evne til realistisk at opfatte den virkelige verden, som forvrænges.
I takt med afstumpningen ændrer personen karakter. Der opstår vrede, irritabilitet, aggression, nærtagenhed og de første spæde tilløb til truende og måske senere voldelig adfærd. Den følelsesmæssige deroute er det mest skræmmende at iagttage.
Et brillant, dygtigt, karismatisk, dynamisk folkeforførende menneske, som brænder igennem på en TV-skærm, fordi det forbliver sig selv, forvandles hurtigt til at blive en alt for grandios, narcissistisk, aggressiv, ufølsom, nedladende, udfordrende og provokerende vred mandsling eller kvindling, der sanseløst gentager de samme sætninger om altings fortræffelighed.
»Jeg har ret, indtil det modsatte bevises. Det er de andre, der er idioterne.«Afstumpningen af hjernen har frataget dem evnen til at se virkeligheden, og derfor kan de lyve uden hæmninger, fordi de jo tror, at dét, de siger er virkeligheden.
Af samme årsag har de mistet evnen til at rødme. Det er den korte version af definitionen på en psykopat eller sociopat - et menneske, der ikke har evnen til at rødme.
Sådanne mennesker er farlige for sig selv og deres omgivelser, fordi de tror, de er Gud selv. Gud kan jo selvklart ikke overtræde nogen lov og handler altid i god tro. Det kaldes undertiden for Guds-syndromet.
Den adfærd kaldes besynderligt nok - uanset om den udøves af dybt alkoholiserede mennesker eller af mennesker, der aldrig har drukket andet en lille slurk altervin - for alkoholisk adfærd.
Alkoholisk adfærd handler om længslen efter at styre og regere - og også om en tilsvarende angst for at miste kontrol. Når man ikke kan styre sit liv og andre, som man ønsker, vil man for enhver pris have kontrollen tilbage.
Vi siger ikke, at det er kontrollen, vi ikke vil give slip på. Vi taler om vores ansvar for den by eller det firma, som vi har banket ind på verdenskortet.
Bullshit; det er besættelsen af kontrol og det berusende stof, som magten også er. Magt er ikke alene korrumperende - det har Farum-sagen vel også vist - det er også næsten mere afhængighedsskabende end alkohol.
Magten og æren, der giver et boost af selvværdet. Her kommer Vorherre selv, vor Fader, hvis vilje - indtil videre - sker. Hvis der er tale om en alkoholrelateret alkoholisk adfærd, hjælper det ikke, at omgivelserne høfligt og høfligt forsøger at gøre opmærksom på, at han måske drikker lidt for meget.
Inderst er vi, der er på vej ned ad slisken, lidt klar over, at den ikke er så god.Men alkoholikere er vi ihvertfald ikke. Og nej tak, vi har ikke brug for behandling. Det er da indlysende: Når vi ikke er alkoholikere, trænger vi ikke til behandling.
Hvis vi bliver virkeligt presset, begynder vi den klassiske kasten med lunser. »Okay, det kan da godt være, at jeg i helt specielle situationer på grund af et helt specielt stress i mit så vigtige arbejde har drukket lidt for meget.« Og så kommer lunsen: »Jeg har nu besluttet mig til ikke at drikke i arbejdstiden.«
De æder kødlunsen råt. Har han ikke lige erkendt, at han havde et alkoholproblem? Overhovedet ikke. Han har sagt, at han i arbejdstiden ikke vil drikke alkohol. Han har snedigt forbeholdt sig ret til suverænt og ensidigt at afgøre, hvornår der er tale om arbejdstid. Han har igen kontrollen.
Når man falder for den slags løfter, vil man altid vil få problemer med at forlange løftet overholdt. De holdes i måske en måned, måske måske lidt mere. Så kommer de første løftebrud.
1. Turde Peter Brixtofte uigenkaldeligt forpligte sig til at gennemgå en ADDIS- eller en MAST-test og uden sværdslag omgående gå i en målrettet behandling - hvis målsætning er afholdenhed - hvis testen mod forventning fortalte, at en behandling var nødvendig? Når han hævder, at han ikke er alkoholiker, må det være tilfredsstillende at få det fastslået én gang for alle?
2. Ville han også ubetinget kunne love omgående at gennemgå samme slags målrettet behandling, hvis blot f.eks. to af hans kolleger i byrådet prikkede ham på skulderen, fordi de syntes, at alkoholen havde sneget sig tilbage i arbejdstiden igen?
Farum Romanum har ingen alkoholpolitik, der jo normalt vil omfatte samtlige medarbejdere uanset vinkler på ærmerne, kommunalbestyrelsen - og borgmesteren? Hvordan kan det dog være?
