Han er verdens farligste mand. Og klodens mest jagtede. Superterroristen, mangemillionæren, den hellige kriger - Osama Bin Laden - er uden rivaler på FBIs "Most Wanted" liste over eftersøgte forbrydere.

Den 43-årige islamiske fundamentalist skjuler sig et sted i Afghanistan, hvorfra han dirigerer sit hemmelige netværk af dødspatruljer, der uden varsel spreder blod og ødelæggelse med militær præcision.

At den saudiarabiske statsborger er farligere end mafiaen, de colombianske narkobaroner og Hell Angels tilsammen, viser dusøren med frygtindgydende overbevisning.

Fem mio. US dollars, svarende til 43 mio. danske kroner for oplysninger, der leder til Bin Ladens anholdelse. Udover dusøren garanterer USAs regering ny identitet og om nødvendigt et nyt sted at bo til den, der kan fælde superterroristen.

Bin Ladens erklærede mål er hellig krig mod "islams fjender". Først og fremmest USA, der med flammende Jihad-retorik hedder "den store satan", men også Israel og den saudiarabiske kongefamilie er højt på hans private dødsliste.

Derfor mistænker USA og FBI også Bin Laden for at være manden bag sidste uges blodige selvmords-aktion mod den amerikanske destroyer USS Cole. 17 søfolk blev nærmest pulveriseret og 39 kvæstet, da en lille båd proppet med sprængstof og to selvmordskandidater sejlede op på siden af krigsskibet.

Øjenvidner ombord har forklaret at de to selvmords-soldater gjorde honnør til USS Cole, mens de sneg deres dødbringende last på tæt hold.

Endnu er der ikke sikre beviser for at Bin Laden står bag blodbadet, men alligevel har den mystiske superterrorist taget sine forholdsregler.

For den langskæggede ekstremist, der går med stok, er ikke en mand man blot sender en patruljevogn ud for at anholde.

Når USAs regering ånder Bin Laden i nakken, foregår det med den militære supermagts avancerede kampfly, krydsermissiler og satelitovervågning.

Efter terrorbomberne mod amerikanske ambassader i Afrika i 1998, der dræbte 224 uskyldige, affyrede USA missiler mod det, man mistænkte for at være Bin Ladens baser i det sydlige Afghanistan.

For første gang siden 1998 har han udtalt sig offentligt via en pakistansk avis. Det skete for få dage siden.

"Drømmen om at udslette mig bliver aldrig opfyldt. Jeg frygter ikke USAs trusler.

Sålænge jeg lever, vil Islams fjender ikke have ro. Min mission fortsætter," sagde han til avisen Jang.

Den berygtede terror-bagmænd forlod Sudan i 1996 og har siden skjult sig i Afghanistan, hvor Taliban-regimet nægter at udlevere ham.

Det er svært at forestille sig Bin Laden som en mand med følelser, men han har tre koner og et ukendt antal børn, der også lever i skjul. Hans formue, der i 1996 blev vurderet til 300 mio. dollar, stammer delvis fra hans og faderens forretninger.

Bin Laden er uddannet i økonomi og management i Saudiarabien i 1979. Idag har verdens største oliemagt frataget ham statsborgerskabet og hans familie har gjort ham arveløs.

Han beskrives som en beskeden mand af de få, der har mødt ham og han omgiver sig - ikke ufornuftigt - altid med et hav af livvagter.

Kontakter har han ligeså mange af, som han har penge. Militante muslimer i Algeriet, Egypten, Libanon, Tjetjenien, Filippinerne, Sudan, Yemen samt Talibanerne i Afghanistan har angiveligt fået støtte til guerilla-krig og træningslejre.

USA mistænker ham for at have trukket blodspor fra World Trade Center bomben i New York i 1993 over massakrer på turister i Egypten i 1997 udover ambassader-bomberne i Afrika og nu frem til blodige attentat mod USS Cole i Yemen.

Og hvis dusøren på fem mio dollar ikke snart blivet udløst, frygter USA med god grund at verdens mest eftersøgte spreder mere død.

Facts om Bin Laden

Efterlyst - Død eller Levende

Dusør 5 mio. dollars

Navn: Osama Bin Laden

Alias: Abu Abdallah, Mujahid Shaykh, Prinsen, Emiren, Chefen, Sheiken.

Født: 1957 i Saudiarabien.

Højde: ca. 195

Vægt: ca. 80 kg

Udseende: Tynd, mørkt hår, brune øjne

Øvrige kendetegn: Går med stok.

Beskæftigelse: Leder af terror-organisationen Al-Qaeda - Basen.

Efterlyst for at stå bag terrorbomber mod amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998, der kostede over 200 mennesker livet.