To ud af tre e-butikker fik en stigende julehandel i 2008 i forhold til året før. Men kunderne købte i snit ind for mindre.

To ud af tre e-butikker fik en stigende julehandel i 2008 i forhold til året før, mens resten generelt lå på samme niveau som sidste år. Men kunderne købte i gennemsnit julegaver for mindre beløb i 2008 end 2007, viser en stikprøveundersøgelse blandt FDIHs medlemmer.

I dagene lige efter jul har FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel, spurgt 21 netbutikker om deres vurdering af julehandlen. Selv om salget i 2008 generelt ligger over sidste år, lever det dog ikke helt op til forventningerne om store stigninger i lighed med tidligere år.

- I FDIH fokuserer vi på, at der omsættes for mere, og nethandlen fortsat udvikler sig positivt. Selvfølgelig kan netbutikkerne ikke undgå at mærke finanskrise og faldende forbrugertillid, så det er naturligt, at forventningerne ikke bliver indfriet, siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH.

Halvdelen af de adspurgte netbutikker har i lighed med resten af detailhandlen oplevet, at det gennemsnitlige kundekøb er faldet. Mens hver tiende butik vurderer, at det er det samme, og knapt en tredjedel siger, at det ligger højere end sidste år.



/ritzau/