Billetpriserne skal op med 10 procent, hvis flybranchen skal være levedygtig, mener SAS. Luftfartsbranchen har ikke tjent penge over de seneste 60 år.

Flypassagerer skal betale meget mere for billetterne, hvis den kriseramte luftfartsbranche skal blive en levedygtig industri. Sådan lyder meldingen fra SAS.

- Set over tid har luftfarten altid svinget omkring et rundt nul i indtjening. Det ser man ikke i andre brancher. Hvis branchen skal begynde at tjene penge, så skal vi op i et højere prisniveau, formentlig en prisøgning på godt og vel 10 procent i forhold til det nuværende niveau, siger vicekoncerndirektør i SAS John Dueholm til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Meldingen kommer efter et benhårdt år for luftfarten, hvor oliepriserne har ligget meget højt, rejselysten er begyndt at aftage, og billetpriserne er presset i bund af alt for mange flysæder til alt for få rejsende.

Ifølge luftfartsorganisationen IATA vil flyselskaberne samlet set tabe næsten 30 mia. kr. i år. Samtidig har organisationen beregnet, at branchen stort set ikke har tjent en krone, når man ser tilbage på de seneste 60 år. I den tid har den gennemsnitlige overskudsgrad været 0,3 pct., og den skulle være 8 pct. for at dække kapitalomkostningerne, vurderer IATA.

Hvis priserne stiger med et procentpoint, vil det forbedre SAS' bundlinje med ca. 300 mio. kr. SAS havde et underskud på næsten en mia. kr. i første halvår.



/ritzau/