"Se lige det omslag, mand! Det er bare så flot!" Min ven Bjarne havde besteget de høje nagler den forårsdag i 1985. Faktisk formeligen hoppede han op og ned af begejstring. Lidt a'la en struds på en kængurustylte. Den æstetiske værdi af den øvelse i øvrigt ufortalt, var årsagen til Bjarnes begejstring omslaget til debut-EP'en med det dengang ganske ukendte Disneyland After Dark, "Standing On The Never Never" - et farverigt foto af fire unge mænd stående på en bakketop.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Musikken? Den havde hverken Bjarne eller jeg hørt endnu.Da vi imidlertid hørte Disneylands ikke specielt velspillede men dog ganske charmerende tidlige udfoldelser som "Up, Up Over The Mountain Top" og "Marlboro Man", havde ingen af os taget stoffer nok til at forestille os, at dette morsomme lille orkester ad åre ville blive til dét, man i dag med største selvfølgelighed titulerer "dansk rocks bannerfører-band".
Men det blev de som bekendt. Fordi D-A-D - udover en stribe ubestrideligt flotte omslag, bevares! - karrieren igennem har haft evnen til at genopfinde sig selv fra kopunk i de tidlige dage via bluesbaseret heavy og stålsat metal til ren sing-a-long på 1997-albummet "Simpatico".
Uden vel at mærke på noget tidspunkt at sætte den umiskendelige D-A-D identitet over styr.
På torsdag - næsten præcis femten år efter "Standing On The Never Never" - udkommer D-A-Ds syvende studiealbum, "Everything Glows". Gruppens mest veloplagte i mange år og en plade, som i forhold til den afslappede og nærmest underproducerede "Simpatico", formeligen gløder (ja, undskyld!) af energi og "up and at 'em" attitude.
Haft fremtiden oppe at vende
Sanger Jesper Binzer medgiver, at bandmedlemmerne atter har haft fremtiden som D-A-D oppe at vende og er kommet til et fornuftigt resultat.
"Det er rigtigt set. Hver gang en plade så at sige er overstået, lægger vi de tre bogstaver D-A-D væk, og så skal vi blive til fire mennesker igen. Det skal vi gøre hver eneste gang, for ellers risikerer vi at blive til det, folk synes, vi skal være, og det vil vi ikke," siger Jesper med overbevisning i stemmen.
"Vi er bevidste om, at der skal ske noget fra plade til plade. Det var dét, der gjorde "Helpyourselfish" til dét, den var, og "Simpatico" til dét, den var - at vi ikke ville være dem, folk troede, de vidste, vi var."
Det nye album er det første uden D-A-Ds originale trommeslager Peter Lundholm, som efter fjorten års tro tjeneste forlod bandet i begyndelsen af 1999 for at få en uddannelse.
En beslutning, man fornemmer, de resterende bandmedlemmer stadig ikke helt forstår.
"På den led er vi jo lidt stride, for sådan noget gør man bare ikke som medlem af det hér orkester," som Jesper udtrykker det.
Set udefra har band-blodbroderskabet i D-A-Ds drengebande virket ubrydeligt. Peters farvel affødte da også en vis tvivl om bandets fremtid.
"Den tvivl, der var, gik på, om det var Peter, der gjorde det rigtige. Var det ham, der var smart nu?" husker Jesper.
"Nu havde vi haft så meget held i sprøjten i dette band i så mange år, så måske var det slut nu, du ved. Var D-A-D et overstået kapitel o.s.v., o.s.v.
Men på den anden side fik vi jo allesammen, da vi lavede "Simpatico", en ret klar fornemmelse af, at musik for os var gået fra at være en hobby til et arbejde til at være et liv."
En fornemmelse af musik som livet, D-A-D var ved at miste, da de lavede "Helpyourselfish" albummet fra 1995.
"Den var enormt hård at lave. Vi stod i tre år og kastede riffs og idéer i hovedet på hinanden og skruede højere og højere op, til vi til sidst dårligt nok anede, hvor vi var," husker bassist Stig Pedersen.
D-A-Ds nye trommeslager hedder Laust Sonne. Han er med sine 25 år et årti yngre end de andre medlemmer af gruppen, har spillet med bands i London og Los Angeles, som "aldrig rigtigt blev til noget".
Tilbudet om at blive D-A-Ds nye trommeslager fik han efter at have øvet et par gange med bandets leadguitarist Jacob "Cobber" Binzer. Laust var imidlertid i tvivl om, han ville tage imod det tilbud.
"Jeg var lige kommet hjem fra LA og havde spillet i band i fire år, og tænkte "arrrh, skal jeg nu til at spille i band igen". Faktisk startede jeg med at sige, at jeg gerne ville være med i studiet, men hvis det var noget med turnéer og sådan noget, så ville jeg nok ikke," smiler Laust Sonne.
"Har man hørt magen! Hér står guitaristen i Danmarks største rockband og inviterer storsindet indenfor, og så ved han sgu' ikke rigtig, om han gider," skraldgriner Jesper.
Det endte heldigvis med, at Laust godt gad, da han opdagede hvor fint han gik i spænd med sine ældre bandkolleger, efterhånden som han var med ved et par koncerter, og gruppen begyndte at lave demoer til "Everything Glows".
Og Laust får en værdig debut på det, der lyder som D-A-Ds mest selvsikre album siden klassikeren "Riskin' It All" fra 1981.
"Det er fuldstændig rigtigt. Brystet er skudt væsentligt længere frem denne gang," ivrer Jesper.
"Jeg tror simpelthen det handler om, at vi har overlevet endnu engang. Lige så snart vi satte os sammen i Stigs sofa med akustiske guitarer, begyndte der at dukke sangidéer op, og vi tænkte okay så lukker vi øjnene og hopper ud i det.
Og lige fra Cobber kom med Laust og sagde "det er ham!" gik det hele enormt hurtigt.
At en plade kun tager et år at lave, fra de første idéer ligger der, til vi er færdige, er fuldstændig uhørt."
Til gengæld er der kommet en plade ud af det, som givet (igen!) vil få overskrifter i stil med "D-A-D redder rocken!" frem i aviser og blade.
"Vi ser jo ikke nødvendigvis os selv som rockens redningsmænd," funderer Jesper og tilføjer så:
"Men jo, det er jo alligevel sådan, vi vil ha' det. Det er sådan hér det skal være: Guf hér, guf dér, de fede riffs, de gode guitarsoloer og nogle fede numre."
Den enkelte må dømme, om de ingredienser er til stede, når "Everything Glows" udkommer på torsdag. Og omslaget? Dét bliver selvfølgelig bare så flot.
.
