Otte virksomheder udpeget til at levere tele og data til kommunerne og regionerne de kommende år - TDC og Sonofon udpeget i begge dele af udbuddet.

Sonofon og TDC var med i begge grupper, da Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) tirsdag satte navn på de selskaber, der bliver leverandører på en ny rammeaftale til kommuner og regioner.

Der er tale om et udbud inden for telefoni, IP-telefoni, bredbånd samt terminaler som telefoner og pda'er.

Fem leverandører blev udpeget som leverandører i forbindelse med tele og data. Ud over de to ovennævnte var det Danske Telecom A/S samt selskaberne Nianet og Updata, der udnytter netværk hos elselskaberne.

På aftalen vedrørende terminaler blev TDC og Sonofon suppleret af Topnordic.

Ifølge en analyse fra SKI vil der med den nye aftale være udsigt til besparelser på 40 procent på mobiltelefoni og op til 26 procent på både fastnet og mobil. Man forventer også, at priserne på bredbånd vil falde.

/ritzau/