Ole Sørensen er drevet af af en ægte interesse og empati for sine medmennesker. Han gør tingene på sin egen måde - og det virker.
Ole Sørensen, som gennem DRs dokumentar ’Rebellen fra Langeland’ pludselig er blevet et kendt og langskægget ansigt i hele kongeriget, er, som tv-titlen antyder, ikke som de andre.
Han gør tingene på sin helt egen facon i Danmarks fattigste kommune, som så ofte havner på jumbopladsen i statistikkerne. Men statistikker interesserer ham ikke. Det gør til gengæld menneskene bag tallene.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om rebellen fra Langeland Ole Sørensen, som på sin helt egen måde administrerer opgaven som chef for socialpsykiatrien på øen. Ole er en af de få, der tager de tunge opgaver i egen hånd, og sætter sig ind bag rettet når der er råb om hjælp...
Det får du:
- Artikel: Han er ikke som de andre...
- Fakta om rebellen
- Artikel: 'Nej - jeg er IKKE fyret'
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
HAN ER IKKE SOM DE ANDRE...
Ole Sørensen er drevet af af en ægte interesse og empati for sine medmennesker. Han gør tingene på sin egen måde - og det virker.
Han er ikke just tilhænger af kontrol, og han er heller ikke just tilhænger af kasse-opdeling og ’Djøf-isering’, som han kalder det om den omsiggribende tendens til, at alt, hvad der kan bureaukratiseres, også bliver bureaukratiseret, målt og vejet og allerhelst skal puttes ind i et excell-ark.
Og han - Ole Sørensen, 60 år og gennem nu en tredjedel af sit liv leder af socialpsykiatrien i Langeland Kommune - har en helt enkel forklaring på hvorfor: Det virker simpelthen ikke.
Ole Sørensen, som gennem DRs dokumentar ’Rebellen fra Langeland’ pludselig er blevet et kendt og langskægget ansigt i hele kongeriget, er, som tv-titlen antyder, ikke som de andre.
Han gør tingene på sin helt egen facon i Danmarks fattigste kommune, som så ofte havner på jumbopladsen i statistikkerne. Men statistikker interesserer ham ikke. Det gør til gengæld menneskene bag tallene.
Sammen med sine to nærmeste medarbejdere og kolleger bruger han ikke en uforholdsmæssig stor del af sin tid bag et skrivebord, men kører i stedet hjem til borgerne, hvad enten de bor i Sdr. Longelse, Fæbæk, Bagenkop, Tullebølle eller Rudkøbing, og møder dem lige dér, hvor de er.
Hjælper med opvasken
Sørger for at de får deres medicin. Giver en hånd med opvasken, hvis stabelen af tallerkener med madrester tårner sig for meget op på køkkenbordet. Tager et franskbrød eller et par ’basser’ med til kaffen. Eller køber ind, hvis det er dét, der lige er brug for i situationen for mennesker, som har det sværere end gennemsnittet. Psykisk syge. Alkoholikere. Narkomaner.
»Det eneste, der gælder, er, hvad de fortæller mig. Ikke hvad jeg mener. Vi vil bare så gerne have dem ud af hulen. Hvor svært kan det egentlig være? Vi skal tage udgangspunkt i brugerne, for det er dem, vi er her for. Selv om klokken er tre om natten, men de har det dårligt, fordi de måske lige er vågnet op, og der er dæmoner, eller hvad de nu bøvler med, så skal de have mulighed for at få hjælp,« siger Ole Sørensen og fortsætter:
Slukker aldrig telefonen
»Psykiatrien holder jo ikke fyraften. Vi er tre, som skiftes til at have rådighedsvagt en uge ad gangen, så borgerne kan altid få fat i os - 24 timer i døgnet. Jeg har været leder af socialpsykiatrien i Langeland Kommune siden 1996. Og jeg har aldrig haft slukket telefonen i de 20 år, undtagen når jeg er rejst ud eller har kørt lastbil.
Men det sjove er, at brugerne alligevel tager stort hensyn og har en høj grad af selvjustits. Det er aldrig blevet misbrugt. Hvis de ikke har det virkelig dårligt, så ringer de heller ikke. Og når der bliver ringet, så kan det være, vi kan klare det med en snak i telefonen. Måske sender de en sms. Men det er klart, at hvis den er helt gal og det virkelig er ’SOS’, så kommer vi med det samme. Så er det måske bare ind i bilen og af sted til psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus,« siger Ole Sørensen, som er drevet af en ægte interesse og empati for sine medmennesker.
Den interesse har han med fra barndomshjemmet i den lille landsby Asferg ved Randers. Som én blandt fire brødre i et hjem med stort hjerterum og altid plads til tre-fire andre ved bordet, hvis det var det, dagen lige bragte, har det altid ligget naturligt for ham at byde andre indenfor. Både i direkte og overført betydning.
Den feminine bror
»Min mor havde den der særlige evne... Når vi alle sammen havde spist og rejst os fra bordet, og der måske havde været tre ekstra med til spisning, så var der alligevel mad tilbage i gryden. Mine brødre siger også, at jeg ligner min mor mest og derfor er den mest feminine af os, så jeg har jo nok taget noget af det der med mig,« siger han med et grin og trækker hånden gennem det i sagens natur meget maskuline og gråsprængte skæg.
Ole Sørensen kredser flere gange i løbet af interviewet med BT om, at der ikke er grund til at gøre tingene sværere, end de er.
»Jeg er interesseret i mennesker, og jeg er god til relationer. Jeg mener, man skal gøre tingene efter ASF-metoden: Almindelig Sund Fornuft. Der er ingen hokuspokus i det. Det vi laver i dag i psykiatrien, er jo stort set det samme, som de lavede på Kofoeds Skole i 1930erne, så hvor svært kan det være? Hvorfor genopfinde den dybe tallerken én gang til? Den måde, den mand (Hans Christian Kofoed, red.) gjorde det på dengang, er jeg dybt imponeret over,« siger Ole Sørensen.
Selv om han måske passer meget godt til betegnelsen ’rebellen’, som titlen er på tv-dokumentaren, så er han underlagt de samme regler som alle de andre ledere af socialpsykiatrien i landets 97 øvrige kommuner. For lov er lov, og lov skal holdes, så på trods af at han ikke altid kan se et dybere formål med det, så skal også han skrive ind på pc’en og dokumentere, når han har været ude hos borgerne.
Oles paragraf 396
»Det skal jeg jo, så det gør jeg. Men jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg skal sidde og skrive noget ind. For hvem læser det? Det tror jeg ikke, der er nogen, der gør. Det var meget bedre, hvis det var borgerne selv, der gjorde det,« siger han.
For at tage en lynhurtig genvej forbi bureaukratiet har Ole Sørensen med et glimt i øjet opfundet Langeland Kommunes helt egen tolkning af serviceloven - den særlige paragraf 396 - som ikke findes nogen andre steder. Paragraf 396 er en komprimeret Maggie-terning af paragraf 85 om støttekontakt-personer; paragraf 99 om opsøgning af psykisk syge personer; paragraf 104 om kommunale dagtilbud og paragraf 108 om døgnpladser.
Fortsætter på sin egen måde
»Vi har et fortrinligt samarbejde med sygeplejen, jobcentret, politiet, psykiatrisk afdeling og i det hele taget alle dem, vi er i berøring med. Kommunalbestyrelsen og cheferne har støttet op om mine ideer lige fra begyndelsen. Det håber jeg selvfølgelig, de vil blive ved med, for jeg fortsætter med at gøre tingene på min måde. For jeg ved, det virker.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
'NEJ - JEG ER IKKE FYRET'
’Rebellen’ Ole Sørensen blev en anelse træt i betrækket, da DRs netavis i forrige uge på grund af en misforståelse bragte en historie om, at han var blevet fyret. Eftersom det ikke er tilfældet.
Ligesom han blev en anelse træt, da dagbladet Information kort efter viderebragte samme fejlagtige historie.
»Normalt er jeg et meget positivt menneske, men jeg blev sgu sur, da DR lagde den artikel ud ganske få minutter før, jeg skulle på direkte fjernsyn fra København. For så kom det lige pludselig også til at handle om det, selv om der ikke var eller er noget om det. Siden har de da også fjernet historien igen, men den slags rygter kommer jo til at leve længe alligevel, fordi artiklen stadig kan findes via Google. Men blot for at alle kan forstå det: Jeg er ikke fyret. Rebellen på Langeland kører stadig rundt og gør øen usikker,« siger han med grin.
