EU sætter en lille bremse på kosmetikindustriens muligheder for at bruge sundhedsskadelige stoffer. Læbestiften, deodoranten og shampooen bliver ikke fri for sundhedsskadelige stoffer lige med det samme. Det er helt sikkert.

Men miljøministrene i EU er nu blevet enige om et par ændringer af det direktiv, der regulerer mængden af giftstoffer i kosmetiske produkter en lille smule. Ifølge Forbrugerrådet er det et lille bitte skridt. Men kalder det alligevel for en positiv ændring, der trods alt er bedre end de regler på området, som gælder i øjeblikket.

Det springende punkt er, at stoffer, der er kræftfremkaldende, genmanipulerende eller hæmmende for reproduktionen, bliver forbudt med virkning fra engang i 2005.

Man kan dog kun forbyde de stoffer, der faktisk er bevist farlige for enten mennesker eller dyr, og de beviser er der ikke mange af endnu, hvorfor det ikke bliver nogen lang liste fra første dag. Temmelig sikkert er det dog, at den kommer til at lyde på to stoffer.

Det ene af de stoffer, der vil blive forbudt fra 2005, er en af de meget omtalte phtalater, dibultylftalat, som bruges i bl.a. neglelak og parfume.

Det andet er et af de farvende stoffer, der er i mange hårfarver, kaldet blyacetat. Stoffet er bl.a. allergifremkaldende, men kun ét blandt mange stoffer i hårfarver, der kan give kraftig allergisk reaktion, fortæller miljø- og sundhedsmedarbejder Mette Boye fra Forbrugerrådet.

»Derfor kan man ikke sige, at situationen for hårfarveprodukter generelt ændres til fordel for forbrugerne med dette forbud. Det ville være at stikke forbrugeren blår i øjnene,« understreger Mette Boye, der trods alt mener, at et skridt i den rigtige retning bliver taget med forbuddet.

»Derimod kan man sige, at man starter en oprydning. Men stadig er det relativt uklart, hvor mange stoffer det kommer til at dreje sig om, og præcis hvilken betydning det vil få for forbrugeren. For det er slet ikke alle de stoffer, der bruges i kosmetik, der er undersøgt i dybden.«

Derfor er det nu i høj grad op til industrien at tage ansvarligt fat i oprydningen og undersøge de stoffer, som de putter i deres produkter. Mest optimalt for verdens befolkning ville det være, hvis industrien holdt op med at bruge stoffer, der ikke er godkendt, og kun bruge ingredienser, der helt sikkert ikke er skadelige. Men den løsning har man endnu ikke kunne blive enige om i EU.

Det bedste indkøbsråd, Forbrugerrådet i dag kan give, når der skal købes shampoo, sæbe og anden kosmetik er at købe de miljømærkede produkter (Svanen og Blomsten), selvom de ikke er testet for sundhedsskadelige, men kun miljøskadelige ingredienser. For der findes endnu ingen producenter, der udelukkende bruger beviste uskadelige stoffer.