Det er umenneskeligt, at folk skal vente to år på at komme i behandling. Alle raske mennesker burde gøre en indsats for dem, der har det dårligt. Det er vigtigt, at torturofre får en så hurtig behandling som muligt, så de kan komme videre.

  • Tak for kongelig bevågenhed

    Sådan sagde prinsesse Alexandra, da hun i går sammen med grevinde Sussie og grev Ingolf indviede det nye Center for Traume- og Torturoverlevere i Vejle Amt.

    Prinsesse Alexandras baggrund for udtalelsen er, at torturofre, der kommer til Danmark og har opnået asyl, skal vente mindst to år, inden de kan komme i behandling og retableres psykisk.

    Det ny center skal vejlede kommunerne i amtet om behandling af torturofre, samt selv medvirke i behandling af tilfælde. Centret ventes at kunne klare 30 personer årligt, når det er på fuld styrke om to år. De første behandlinger begynder 1. oktober.

    Marianne Lauritzen, der er leder af centret, er glad for prinsesse Alexandras dybe indsigt og medleven i torturofres problemer. Prinsessen har, siden hun flyttede til Danmark, være protektor for Rehabiliteringscentret for Torturofre i Haderslev. Ofte han hun uanmeldt besøgt centret og talt med klienterne.

    »Omkring hver femte flygtning, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur. De skal have hurtig behandling, og det er dejligt, at Vejle Amt nu har sat dette projekt i gang. Det er vigtigt, at vi får folk så hurtigt tilbage i en hverdag som muligt. Også som et godt led i en god integrering,« siger Marianne Lauritzen.

    Det vil koste otte millioner om året i drift, når centret er på fuld ydeevne om et par år.