Nordens største e-bogportal er på trapperne. Nu går to konkurrenter sammen om et bud på at udvikle den.

Kampen om den elektroniske fremtid har fået Dansk Bibliotekscenter (DBC) og Infomedia til at gå sammen om et fælles bud på Nordens største portal for e-bøger. Dermed intensiveres dysten blandt udbyderne om at sikre sig forlæggernes tillid.

Den Danske Forlæggerforening vil nemlig i begyndelsen af efteråret afgøre, hvilken løsning de vil anbefale sine medlemmer. Indtil juni måned konkurrerede Dansk Mediedesign, Infomedia og DBC alle om at vinde forlagenes tillid, men nu har DBC og Infomedia valgt at gå sammen om et bud.

- I vores samtaler fandt vi ud af, at vores kompetencer komplementerede hinanden, og det var derfor naturligt at lave et samlet tilbud, siger salgsdirektør Heddi Mortensen fra Dansk Bibliotekscenter til bladet Bogmarkedet.

/ritzau/