Forfatteren Ida Jessen er en af de populære forfattere blandt bibliotekernes lånere. I aften modtager hun årets Edvard Petersens Biblioteksfonds forfatterpris.

Komiteen bag prisen lægger i sin motivering vægt på, at Ida Jessen har nået en modenhed og styrke, der placerer hende blandt de fineste forfattere af den moderne roman.

- Ida Jessen ved meget om menneskesindet, og hun formår med stor sproglig veloplagthed at skabe identifikation og samtidig rejse betydningsfulde spørgsmål om selve eksistensen, hedder det.

Ida Jessen er født i 1964. Hun er for alvor slået igennem med romanen "Den der lyver" fra 2001. Men også "Vandpaladset" fra 1998 og "Sommertid" fra 1999 var kritikerroste.

Hun har desuden skrevet tre novellesamlinger og fire børnebøger.

/ritzau/