Stor ballade over at Folketingets kendte spisested serverer fransk gåseleverpostej, foie gras

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Snapstinget må ikke længere servere den kostbare franske specialitet foie gras. I hvert fald hvis det står til fødevareordfører Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti.

Han opfordrer samtlige 179 medlemmer af Folketinget til at boykotte det landskendte spisested på Christiansborg, hvis ikke restauranten straks fjerner den famøse fedtleverpostej fra sit menukort.

»Folketinget har haft mange debatter om dyrevelfærd, og denne ret er lavet ved, at dyrene er blevet tvangsfodret,« siger han og betragter den tallerken med to skiver foie gras, som han til ære for fotografen holder i hånden, med alle tegn på væmmelse.

Han du nogen sinde smagt et stykke med foie gras? »Nej. Alene tanken om, hvordan dyrene har lidt, afholder mig fra det,« siger han og henviser til den barske franske måde at opdrætte gæs og ænder, som bestemt ikke er for sarte sjæle.

Pumpes op
Fjerkræet pumpes op med fedtholdigt foder flere gange dagligt, indtil leveren er vokset til syv gange normal størrelse. Hans klage kommer, efter at partiets hovedbestyrelse onsdag aften havde bestilt dagens menu.

Forretten var en terrin af kalvehale og foie gras med butternut. Da Pia Kjærsgaard, Christian H. Hansen og de syv øvrige middagsgæster opdagede, hvad de netop havde sat tænderne i, gik de ni kuverter retur til køkkenet.

Foreningen Dyrenes Venner har opstillet en sort liste over restauranter, der serverer foie gras. Her risikerer snapstinget at ende, hvis ikke man lytter til kritikken.

Det er ikke forbudt
»Jeg synes ikke, det pynter, at snapstinget skal stå øverst på denne liste, når man tænker på, at det er Folketinget, der har indført et forbud mod at producere foie gras her i landet,« siger Christian H. Hansen.

Køkkenchef Mikkel Karstad forstår ikke det postyr, som hans menu har vakt. »Vi serverer foie gras, fordi det er en delikatesse, som vores gæster efterspørger. Så længe det ikke er forbudt, er det ikke værre end så meget andet.

Det bliver brugt på alle københavnske restauranter, og man skal huske, at mange andre fødevarer også fremstilles på måder, som ikke er helt optimale for dyrene.

Ønsker valgfrihed
Det skal ikke lyde som et forsvar, men jeg mener, at folk selv skal kunne vælge. Og man kan jo bare vælge noget andet,« siger han.

Nu går Christian H. Hansen efter at få en undskyldning, men skal man tro Trine Hahnemann, som er chef for Frokostkompagniet, der driver snapstinget, vil hun ikke indlade sig i en værdidebat om sagen.

»Vi henholder os til almindelig sund fornuft,« siger hun. smo@bt.dk