Verdens rigeste lande er bekymrede over at Israel har anholdt otte palæstinensiske ministre og omkring 20 parlamentarikere fra regeringspartiet Hamas.

En erklæring fra G-8 landenes udenrigsministre opfordrer torsdag Israel til at udvise tilbageholdenhed i kølvandet på den seneste optrapning.

- Vi opfordrer Israel til at udvise størst mulig tilbageholdenhed i den nuværende krise. Anholdelsen af den palæstinensiske regerings folkevalgte ministre eg parlamentsmedlemmer er særdeles bekymrende, hedder det i en skriftlig erklæring fra G-8 ministrene.

Det israelske militær anholdt natten til torsdag otte palæstinensiske ministre og omkring 20 parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet Hamas, oplyser palæstinensiske sikkerhedskilder.

Det skete under en større militæroperation på Vestbredden.

G-8 samler verdens syv rigste lande plus Rusland.

/ritzau/