Dansk Supermarked vil sælge flere kvalitetsfødevarer og tager kampen op med de bedste specialbutikker ved at danne ny butikskæde under navnet Føtex Food.

Som Danmarks største dagligvarekoncern vil Dansk Supermarked fra 2009 etablere en ny butikskæde udelukkende med kvalitetsfødevarer. Butikkerne skal hedde Føtex Food, og administrerende direktør Erling Jensen forventer, at der i Danmark bliver plads til 50-60 forretninger af slagsen, og de skal placeres i tætbefolkede områder.

- Vi ved endnu ikke, hvor den første butik skal placeres, men det vil efter planen ske i 2009, sagde Erling Jensen på et historisk pressemøde i Dansk Supermarkeds hovedsæde i Højbjerg ved Århus.

På pressemødet kunne han også afsløre endnu et rekordregnskab og en rekordomsætning i koncernen, som driver Bilka, Føtex og Netto.





/ritzau/