Det går godt for Falck, der har fremgang på alle områder. Dog er der fortsat ikke balance i økonomien i den danske ambulancetjeneste.

Der er gang i hjulene på Falcks redningskøretøjer. Virksomheden kom ud af 2007 med stigende omsætning og overskud.

Falck koncernens omsætning nåede op på 6,3 milliarder kroner svarende til en vækst på 16,5 procent i forhold til 5,4 milliarder kroner året før. Den organiske vækst udgjorde 7,3 procent.

Væksten er opnået i alle Falcks fire forretningsområder, nemlig assistance, redning, healthcare og træning. Dog er der et skår i glæden, da økonomien i den danske ambulancetjeneste fortsat ikke er i balance.

- Vi ser derfor frem til, at regionernes udbud af ambulancetjenesten bliver gennemført uden forsinkelser, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen.

Som helhed ser det dog pænt ud for koncernen, mener han.

- Udviklingen er som helhed på rette spor, og vi har et godt grundlag at komme videre på, siger Allan Søgaard Larsen.

/ritzau/