Administrerende direktør for Øresundsbro Konsortiet forlader sin stilling. Ny direktør udnævnt.

Øresundsbro Konsortiets bestyrelse har udnævnt Caroline Ullman-Hammer til ny administrerende direktør for Øresundsbroen. Hun efterfølger Sven Landelius, som forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Jens Kampmann, der er bestyrelsesformand i selskabet afviser, at der er tale om en fyring og fastslår, at det hele tiden har været meningen, at Sven Landelius skulle fratræde sin stilling:

- Sven Landelius er jo fyldt 60 år, og vi har været yderst tilfredse med ham, siger Jens Kampmann til Ritzau.

Den forhenværende direktør fratræder på dagen, hvor Øresundsbroen har offentliggjort et regnskab for årets ni første måneder, der sprænger alle prognoser. Både vej- og togtrafikken er steget mere, end man havde regnet med.

/ritzau/