Uddelingen af nødhjælp i Myanmar er fortsat kaotisk, men danskerne er kommet til lommerne alligevel. Indtil videre er der blevet indsamlet to en halv millioner kroner.

Flere og flere forfærdelige billeder fra Myanmar rammer de danske tv-skærme, webmedier og avisforsider. Og ligeså hurtigt strømmer penge til nødhjælpsindsamlingerne, skriver politiken.dk.

Organisationerne havde ellers frygtet, at rapporter i verdenspressen om FN's problemer med at få hjælp frem kunne gøre nogle skeptiske overfor at donere.Men den frygt har danskerne gjort til skamme.

Unicef, Folkekirkens Nødhjælp, Politiken og Dansk Røde Kors har nu indsamlet over to en halv millioner kroner, og tendensen ser ud til at vare ved.Hos Dansk Røde Kors er pressechef Hans Beck Gregersen overvældet og glad for den danske lyst til at hjælpe ofrene for cyklonkatastrofen, der ifølge FN kan have dræbt op til 100.000 mennesker i Myanmar.

- Det går rigtig godt. Folk vil rigtig gerne hjælpe, og det er mange penge at få ind på så få dage. Det, der gør det ekstra fint, er, at folk giver, på trods af alle de her rapporter de seneste to døgn om at hjælpen ikke når frem, siger Hans Beck Gregersen til politiken.dk.