Servicevirksomhederne er ved at ryste den værste krisenervøsitet af sig. Det fastslår Dansk Erhverv på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik.

Virksomhederne inden for serviceerhverv stak som eneste gruppe ud med mere optimisme, da Danmarks Statistik i dag fremlagde nye tal for erhvervslivets tillid til den nære fremtid. Ifølge organisationen Dansk Erhverv viser tallene, at virksomhederne ryster den værste krisenervøsitet af sig.

- Husholdningerne nyder godt af både lavere renter og skatter, hvilket giver større tryghed og på sigt vil give forbrugsiveren et skub i den rigtige retning. Det er glædeligt at se, at vækstinitiativerne begynder at virke, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Selv om forventningerne til både omsætning og beskæftigelse går på et fald, så er forventningerne blevet betydeligt mindre negative blandt servicevirksomhederne. Forventninger til omsætning er for eksempel nu på minus 5 mod minus 18 for en måned siden.

Jens Brendstrup peger på, at også tal for forbrugertilliden bød på fremgang for nylig. Samtidig peger han dog på, at der fortsat vil være brug for målrettede tiltag for at sikre væksten på både kort og langt sigt.

/ritzau/