Carlsberg vil have Jess Søderberg ind i bestyrelsen i stedet for Danisco-direktøren Søren Bjerre-Nielsen.

Den detroniserede A.P. Møller-Mærsk topchef Jess Søderberg er på vej ind i bestyrelsen hos Carlsberg. Det danske bryggeri har netop offentliggjort dagsorden til den kommende generalforsamling, og det står klart, at man vil have Jess Søderberg ind i bestyrelsen i stedet for Daniscos finansdirektør Søren Bjerre-Nielsen, som ønsker at droppe bestyrelsesarbejdet hos Carlsberg.

Jess Søderberg stoppede i efteråret 2007 som topchef hos A.P. Møller-Mærsk, hvor han blev afløst af Carlsbergs koncernchef Nils Smedegaard Andersen.

Professor Flemming Besenbacher, professor Per Øhrgaard og professor Axel Michelsen foreslås alle genvalgt.

Af samme dagsorden fremgår det, at Carlsberg søger bemyndigelse til at kunne foretage en kapitalforhøjelse på 3,2 milliarder kroner i forbindelse med købet af det britiske bryggeri Scottish & Newcastle.

/ritzau/