Den danske instruktør Ole Bornedals filmatisering af Herbjørg Wassmos roman "Dinas bog" ventes at få verdenspremiere ved filmfestivalen i Berlin i februar 2002.

Det blev oplyst på en pressekonference i Oslo, hvor hovedtemaet var den internationale markedsføring af filmen. Den lanceres med titlen "I am Dina," og det sker bl.a. i et samarbejde med Norges Turistråd, som ser oplagte muligheder for, at filmen kan trække tusindvis af udenlandske turister til Norge.

Tyskland er et stort marked i denne forbindelse, og det forklarer i høj grad producenternes interesse i at give den verdenspremiere i Berlin. Dertil kommer, at tyske producenter og investorer tegner sig for 40 pct. af filmens budget på omkring 120 mio. kr.

I titelrollen ses den svenske skuespiller Maria Bonnevie, mens de øvrige roller er besat med bl.a. den franske stjerne Gérard Depardieu samt danskerne Mads Mikkelsen, Søren Sætter-Lassen, Bodil Udsen og Jørgen Reenberg.

/ritzau/