Med Bugatti 16C Galibier har verdens rigmænd fået en bildrøm, der (måske) overgår bl.a. Maybach 62 S, Rolls-Royce Phantom og Bentley Arnage.

- Bugatti 16C Galibier er den mest eksklusive, elegante og stærke limousine i verden, siger franskmændene uden at blinke. Og selvtillid skal der til for at præsentere så voldsom en bil i disse krise-tider.

Det VW-ejede bilmærke præsenterede sit nye kunstværk langt væk fra IAA-udstillingen i Frankfurt med alle dens grønne, samvittighedsplejende miljøbiler. Kun nogle udvalgte kunder og pengestærke interesserede fik lov at se nærmere på 16C Galibier i forbindelse med afsløringen på hovedkontoret i Molsheim.

Forbillede fra 1938

Det er en skam, for den store konceptbil er en utrolig præstation. Det historiske forbillede er Bugatti 57 Atlantic – den smukke og nærmest sagnsomspundne coupé fra 1938.

Som coupéen fra fortiden har også den nye limousine fået en særpræget finne – eller kam om man vil – på langs gennem hele midten af bilen. Ganske som på førkrigsmodellen er også motorhjelmen to separate vinger, der åbnes elektrisk.

Mens fronten fra første øjekast er enkel og smuk, vil designet af bagenden formentlig give brændstof til mange hede diskussioner. Bagfra ligner Bugattien i betænkelig grad den rundryggede Porsche Panamere. Og Volkswagens konceptbil D1 fra 1999. Om ikke andet, så bliver designet i VW-familien.

Udført i hånden

Karrosseriet er naturligvis udført i hånden, og på trods af at det er i kulfiber, vejer 16C Galibier mere end to ton. Det kan lette døre og forskærme i aluminium ikke ændre på.

Alligevel skal denne limousine være en drivers car. Den 16-cylindrede motor fra sportsvognen Veyron vil gøre sin del. Motoren på 8 liter i W-form har forbedret respons ved lave omdrejninger. Opnået ved at skifte de fire turboer ud med to kompressorer. Det bliver til et maks. moment på langt over 1.000 Nm og mellem 800 og 900 hk. Ingen sedan skal være stærkere.

Og det kan blive til mere, hvis bilen går i produktion, for som bekendt kan der uden problemer presses 1.001 hk ud af motoren. Speedometret går allerede i konceptbilen til 400 km/t. Om firehjulstrækket skal fodres via dobbeltkoblingsgearkassen fra Veyron eller en automatgearkasse, er endnu åbent.

Interiøret er i en klasse for sig, og ingen havde vel forventet mindre. I den loungeagtige kabine finder man vavona-træ og en minimalistisk stil. De glatte flader afbrydes kun af knapper til klimaanlægget, det programmerbare midterdisplay og nogle få instrumenter. Bl.a. til motorens aktuelle Nm-niveau.

En afgørelse om serieproduktion må vi dog vente med til 2010. Med lidt held kan andre end kun få inviterede kigge nærmere på den på biludstillingen i Genéve i marts.