Turboweekend leverede en fest

TURBOWEEKEND, P3-teltet

Allerede fra første slap på bassen, var gejsten i top. Drengene skulle levere en fest, men publikum havde snydt lidt og bagt sig et ordentligt brød af en gejst i forvejen.

Den evigt imponerende Silas Bjerregaard har en evne til at underspille sin rolle på scenen og alligevel formå at være i centrum.

Hans insisterende energi gav genlyd på scenen, hvor bassist Morten Køie og trommeslager Martin Øhlers leverede fuldstændig fejlfrie beats.

Man kan mærke, at de er perfektionister, for deres synthesizer-rock var gennemført ned til detaljen. Der var så meget energi, så megen glæde ved musikken, at den manglende lyd betød mindre. For Turboweekend leverede ekstasen til næsten perfektion, men en eller anden skulle have skruet op for volumen.

Jeg flyttede mig rundt for at finde det bedste spot. Lydpulten plejer at være sikker – men selv der havde jeg problemer med at høre vokalen.

Det hele var så godt, alligevel manglede der et eller andet. Flere gange – ikke mange – fadede energien lidt, som om Turboweekends proppede koncertkalender har malket deres energi.

Det var til at overse, hvis man hørte dem for første gang, for de leverede. Men jeg har hørt dem endnu bedre ved andre lejligheder.

Og så manglede overraskelsen. Der var ikke noget nyt, det var sikkert. Og et band af den kaliber kan sagtens brænde et eksperiment af på publikum, for de var elsket af os lige meget hvad.