Både BBC og Spin deler ud af de store ord

For et par uger siden blev den danske trio Mew overøst med langstilkede roser fra de hjemlige anmeldere - B.T. kvitterede med fem ud af seks mulige stjerner.

Og nu er turen kommet til udlandet, hvor anmelderne ligeledes er begejstrede.

Således kalder de normalt kritiske BBC Mews nye cd "Undersøgende" og "omfattende". Og den britiske anmelder sammenligner gavmildt danskerne med både Muse og Radiohead.

Det amerikanske musikblad Spin giver Mews andet album fire ud af fem mulige stjerner. Den engelske hjemmeside Drowned in Sound giver Mew otte ud af ti.
Og det indflydelsesrige ugentlige engelske rockblad NME giver også Mews album otte ud af deres ti mulige stjerner.