(4/6)

Melankoli en masse

AF STEFFEN JUNGERSEN. ‘Saturn in Ascension’ er kun københavnske Saturnus’ fjerde album på små sytten år, og på den led matcher udgivelsesfrekvensen fint den stil, de excellerer i.

Saturnus’ lange, sørgmodige og melankolske doom-metal messer er nærmest i tempo at ligne ved en gigtbesværet skildpaddes færd gennem en sump. Og skulle nogen være i tvivl så er den beskrivelse en ubetinget kompliment.

Albummet er en sine steder meget, meget smuk og gribende ekskursion ud over vemodets, sorgens og fortvivlelsens kolde stepper. Musikken holder en nærmest filmisk atmosfære med slæbende, storladne melodiske guitarriffs, velplacerede keyboard-klangflader og samplede korarrangementer, som ikke ville føles fremmede i en gotisk katedral.

Det hér kræver, at lytteren ofrer den tid, der skal til. Musikken kræver nemlig, at man meditativt drømmer sig ind i stemningerne undervejs, men så bliver man også rigeligt belønnet af et lejlighedsvis næsten hjertegribende soundtrack til en rejse ind i sindets afkroge.

Når det er sagt, havde en væsentlig tungere produktion a’la Type O Negative klædt albummet, men alt i alt er ’Saturn In Ascension’ fandens godt gået og afgjort talrige melankolske messer værd…

SATURNUS, ’Saturn In Ascension’, (Cyclone Empire/ Target) ****

~

Læs også: