Netop som hendes far Michael Falch fejrer de første 30 år i dansk rockbranche, er datteren Mathilde klar med sit debut mini-album. Og at dømme ud fra omslaget og de første pr-billeder, som Mathilde her deler med B.T., så bliver det ikke så lidt sexet.

- Der findes så mange pæne billeder af pæne ansigter. Så vi prøvede bare at gøre noget utraditionelt, siger Mathilde Falch.

- Det vil nogle opfatte som sexet. Men billederne er bare – ligesom sangene – upolerede og rå.

Og Mathilde Falch vil aldrig kunne påstå, at hun ikke blev advaret hjemmefra.

Frarådet hjemmefra
Således har farmand Michael Falch gjort sit bedste for at tale sin yngste datter fra et liv i rock-branchen.

- Jeg ved, hvor svært det kan være. Især når man er datter af en allerede kendt, siger Michael Falch.

Og Mathilde istemmer:

- Min far frarådede mig virkelig at gå ind i denne branche. Men jeg er ikke bange for de mange faldgruber. De findes overalt – i alle brancher, siger Falch-ungen, der udsender ep’en 'Kom med mig' 1. oktober.

Og det er tydeligt, at Mathilde har gjort sit hjemmearbejde. Ikke alene slår den Beatles-inspirerede rockmusik flot bro fra 60erne helt op til i dag. Men på business-siden har Mathilde også gjort det smarte.

Eget selskab
Således udkommer debut-cd’en på Mathilde Falchs eget pladeselskab.

To af de mange ting, som Mathilde har lært af sin far, er nemlig stædighed og selvstændighed. Ingen skal komme og fortælle en Falch, hvordan tingene skal gøres.

- Jeg er meget bevidst om, hvordan min musik bliver behandlet på. Det er kunst og ikke et produkt. Jeg har lagt utroligt mange timers arbejde i at få udgivet denne cd. Og for første gang i mit liv er jeg tæt på at være tilfreds med noget, jeg har udrettet, siger Mathilde Falch.