Sådan nogle som os har brug for en kæreste. Også Poul Krebs. Læs Steffen Jungersens interview med en sjældent privat Krebs.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Da jeg fyldte 40 gad jeg ikke engang fejre det, fordi jeg endnu ikke havde fundet mig selv. Jeg var vokset op med hårde rockbands som The Who, Stones og Deep Purple, og jeg kunne sgu’ ikke forstå, hvorfor jeg ikke selv var god til den slags! Men jeg havde for travlt med at ville være noget, jeg ikke var..Poul Krebs ved godt, at tanken om, at manden bag 'Sådan nogle som os' og 'Små sensationer' som hardrocker for den udenforstående er cirka så logisk, som Birthe Rønn Hornbech er en oplagt kandidat til en tjans som ny sanger i Metallica. De karakteristiske smilerynker ved øjnene antager en dybde, man kan trille marmorkugler i, da han fortsætter sin tankerække:
- Men i dag ved jeg mere og mere om, hvad jeg er god til. Da jeg så fyldte 50, holdt jeg en kæmpefest, for da syntes jeg, jeg havde endegyldigt fundet mig selv, min stil og roen i mig selv. Med mine store bandkoncerter om sommeren og de intime duo-koncerter med min ven Michael Falch resten af året.
Scroll ned og læs videre
Det skal handle om musik
Eller som manden lettere fornærmet sagde til overtegnede for sytten år siden: - Jeg gider sgu’ ikke spille country nu. Hvad fanden skal jeg så spille, når jeg bliver 50?
Nu er Poul 52 år, og han spiller faktisk primært country. Hans syttende album 'Angeleno Road' er i butikkerne i dag; til Pouls store fryd indspillet i det legendariske Ocean View studie i Los Angeles forstaden Burbank på en intens uge.
Og Poul er frisk og solbrændt efter en tur til den gigantiske musikfestival South X Southwest i Austin, Texas. I år har han tredive års album-jubilæum, og Krebs lyder troværdig, når han ikke så meget fortæller som konstaterer, at han aldrig har haft det bedre.
- Jeg synes aldrig, det har været sjovere. Jeg har fundet min måde med koncerterne med henholdsvis Michael og mit band. Jeg synes, jeg har fundet et leje efter de store succeser i 1995, hvor jeg har lært at sige nej til diverse tilbud, bare fordi jeg er kendt. Jeg er blevet bedt om alt muligt, hvor det blot handlede om, jeg var et kendt ansigt.
- I dag stiller jeg kun op, når det har noget med musik at gøre. Jeg laver mere musik, end jeg nogensinde har gjort, fordi jeg har tid til det. Jeg turnerer og skriver med forskellige. For mig handler det mere om musik, end det nogensinde har gjort.
Overtegnede har kendt Poul Krebs i tyve år, og så er 'kendt' endda så meget sagt. For hvad ved jeg - eller for den sags skyld de fleste andre - egentlig om den århusianske musiker.
Ulla fører Poul rundt på gulvet
Hvem er der egentlig inde i krebsens skal andet end musik, musik og mere musik, som dybest set er alt han nogensinde taler om.
- Jo, der er sgu meget andet end musik i mit liv, griner Poul. - Men Steffen, jeg vil gerne være kendt for min musik og kun for det. Derfor har jeg altid værnet meget om mine personlige venner og min familie. Men tag ikke fejl; det er de mennesker og det bagland, der gør, at jeg overhovedet står her og kan gøre det, jeg går.
Poul holder en kort pause, blinker til mig, og så kommer det: - Og der står sgu’ nok en kvinde bag alt. Den kvinde hedder Ulla, er danserinde, og hun har været gift med Poul i 22 år. Sammen har de tre børn.
På 'Angeleno Road' erklærer Poul Krebs for en sjælden gangs skyld sin kærlighed til Ulla offentligt. Det sker i den smukke 'Ti stille (hold mig tæt og dans), som han selv i coveret beskriver såedes: - En klassisk kærlighedssang. Tilegnet den danser, der fører mig rundt på gulvet og lukker munden på mig, når jeg bliver for klog.
Hvor bli'r du af?
Poul Krebs smiler:
- Den sang blev hun også glad for. Siger hun da. Vi nyder vores samvær, giver hinanden overraskelser, og vi rejser meget sammen. Det er vigtigt, når man har holdt sammen i 22 år. Ganske vist står hun da engang imellem i døren og spørger, hvorfor fanden jeg aldrig er hjemme i tre sammenhængende dage. På den anden side er turnélivet med til at holde forholdet i live, for vi ved godt begge to, at vi ikke er skabt til at sidde lårene af hinanden.
Tilbage ved musikken har Poul på 'Angeleno Road' har Poul selv lagt op til, at dette måske bliver hans sidste album. Simpelthen fordi han ikke tror på mediets fremtid. I så fald skulle denne her også være den ultimative.
- Det kan du godt sige. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke gider lave plader mere, men jeg tror bare ikke på, det fortsætter, siger Poul.
- Den store udfordring for os er, at folk i mindre og mindre grad gider have plader stående, men i stedet lægger enkelte numre ind på deres computer eller hvor det kan være. Og med den udvikling forsvinder sådan noget her, for der er ingen, der tager over i sådan et dyrt studie og stiller et helt band op for at indspille én sang.
- Hvordan sådan én som jeg, som elsker at stille vaskende hits op imod mere udfordrende syv minutter lange numre, skal få det til at lade sig gøre nu, ved jeg sgu ikke.
