Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En mand har onsdag mistet livet i en arbejdsulykke på Gammelhavn i Aabenraa, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det er en mand fra virksomheden Ewers, der er død. Manden faldt ned fra en lift, og kvæstelserne var så omfattende, at hans liv ikke stod til at redde.

Direktør for Ewers, Hans Otto Ewers, er nu på vej til Aabenraa for at få klarhed over, hvad der er sket.

»Det er selvfølgelig rigtigt tragisk for vores virksomhed, at en sådan ulykke har fundet sted. Alle medarbejdere er berørte, og vi må finde ud af, hvad der er sket,« siger han til JydskeVestkysten.

Syd- og Sønderjyllands Politi er på stedet, mens arbejdstilsynet er på vej for at få overblik over situationen.

Vagchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, oplyser til BT, at det drejer sig om en 57-årig mand fra lokalområdet, og at de pårørende er underrettet.