Den fremtrædende forsvarsadvokat Jakob Arrevad er blevet tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger fra et lukket retsmøde.

Ifølge anklageskriftet, som bt.dk har fået aktindsigt i, er den 65-årige partner i advokatfirmaet Horten tiltalt for 30. oktober 2012 som beskikket forsvarer at have videregivet oplysninger fra et grundlovsforhør, der fem dage tidligere var blevet afviklet for lukkede døre i Københavns Byret.

De fortrolige oplysninger blev ifølge tiltalen videregivet til en journalist fra Politiken, og havnede dagen efter på avisens netudgave.

Oplysningerne drejede sig en af de tiltalte i den opsigtsvækkende sag om omfattende tyveri af historiske dokumenter fra Rigsarkivet. Jakob Arrevads daværende klient blev senere i Københavns Byret idømt en straf på to års fængsel i sagen, der omfattede tyveri af over 1000 dokumenter om Anden Verdenskrig.

- Jeg har ikke lyst til at udtale mig i detaljer om sagen, men det rigtigt, at det er tredje omgang af den sag. Først afbeskikkede Københavns Byret mig, så blev det indberettet til Den Særlige Klageret, som sagde, at der ikke var grundlag for det. Af tekniske grunde fortsatte jeg dog ikke som advokat i sagen, fordi det ikke skulle gå ud over andre, og så er der nu kommet en juridisk udløber, som er meget teknisk, men det kan du komme og høre den 17., siger Jakob Arrevad til bt.dk.

Men du nægter dig skyldig?

- Ja, ja, ja, ja. Men mere får du ikke at vide af mig, slutter den tiltalte advokat.

Når sagen kommer for byretten i København, bliver det i form af en domsmandssag, hvor anklageren fra Københavns Politi ifølge anklageskriftet vil nedlægge påstand om fængselsstraf.

Jakob Arrevad har været forsvarsadvokat i flere meget omtalte sager om eksempelvis Tvind-koncernen, byrådsmedlemmerne i Farum, EBH-sagen, Scandinavian Star og 6. juli-banken.

Søger man på hans navn på Google, får man som en af de første henvisninger et link til den nu tiltalte advokats kompendium på sin arbejdsgivers hjemmeside om god advokatskik.