Ankesag om kursfup skal kaste lys over, om Parken opkøbte egne aktier for at påvirke aktiekursen.

København. Var det med en bagtanke om at holde hånden under aktiekursen, at Parkens daværende ledelse sørgede for at opkøbe selskabets egne aktier i en periode i 2007 og 2008?

Eller var det udelukkende for at afdække reel efterspørgsel til virksomhedsopkøb og optioner til ledende medarbejdere?

Det er de centrale spørgsmål i ankesagen om påstået kursfup med aktier i Parken, hvor anklageren kræver mindst to års ubetinget fængsel til hovedpersonerne.

Se forløbet her:

* 16. august 2010: Finanstilsynet anmelder Parken Sport & Entertainment til Bagmandspolitiet for ulovlig kursmanipulation. Et års tid senere rejser Bagmandspolitiet sigtelse i sagen.

* 7. november 2013: Bagmandspolitiet er klar med tiltaler i sagen. Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via to banker købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner i en periode fra november 2007 til oktober 2008.

* Der rejses blandt andet straffesager mod tidligere formand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

* Der rejses tiltale mod i alt fire personer, hvoraf to er beskyttet af navneforbud, samt de to selskaber Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank A/S.

* Alle tiltalte nægter sig skyldige.

* Sagen indledes i december 2014 i Københavns Byret. Anklagemyndigheden kræver mindst to års fængsel til Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup. Derudover kræves gevinster fra aktieoptioner konfiskeret fra de to: 15,5 millioner fra Flemming Østergaard og 2,2 millioner kroner fra Jørgen Glistrup.

* 8. september 2015 bliver de to kendt skyldige i kursmanipulation i forbindelse en række handler foretaget fra 13. august 2008 til 24. oktober 2008. De idømmes henholdsvis fire og seks måneders fængsel. Jørgen Glistrup får konfiskeret 20.000 kroner.

* Begge anker på stedet med henblik på frifindelse. Anklagemyndigheden anker sagen med henblik på skærpelse.

* FIH Erhvervsbank frifindes. Selskabet Parken Sport & Entertainment får en bøde på en million kroner og har også anket sagen til landsretten.

* To yderligere tiltalte, som er beskyttet af navneforbud, fik betingede fængselsstraffe på henholdsvis 30 og 40 dage. En af dem har anket sagen.

Kilder: Ritzau, Københavns Byret, Anklagemyndigheden.

/ritzau/