Søndag eftermiddag trådte en blødende ung mand ind i 7-Eleven-butik på Nørrebro i København.

Der blev straks ringet 112, og en patrulje rykkede ud. Og flere politibiler fulgte efter.

I kiosken fandt de den unge mand ligge på gulvet. Han havde været udsat for knivstikkeri og blødte fra låret.

Det fortæller central efterforskningsleder Anders Frederiksen ved Københavns Politi.

Offeret er en ung mand på 17 år, som helst ikke vil tale med politiet.

»Han er ikke så samarbejdsvillig. Vi tror, at han ved mere, end hvad han oplyser,« siger efterforskningslederen.

Efter knivstikkeriet var politiet massivt til stede ved Nørrebros Runddel. Flere betjente og hundepatruljer søgte efter spor på Assistens Kirkegårde, der ligger lige over for 7-Eleven-butikken.

»Vi har søgt spor i den retning og også fundet blodspor inde på Assistens Kirkegårde. Vi formoder, at det er den vej, han er gået fra gerningsstedet og over til 7-Eleven,« siger Anders Frederiksen.

Politiet har dog svært ved at klarlægge gerningsstedet.

»Vi kan ikke finde gerningsstedet. Vi har et sted, hvor blodsporene stopper, men om det er gerningsstedet eller ej, er for tidligt at sige nu,« siger Anders Frederiksen.

Den 17-årige er i stabil tilstand. Over for politiet forklarer han, at knivstikkeriet skal være sket inde på Assistens Kirkegårde, men politiet er ikke overbevist.

»Vi kan ikke få hans oplysninger og det aktuelle gerningssted til at hænge sammen. Vi er ved at efterprøve forurettedes oplysninger,« siger Anders Frederiksen.

Anders Frederiksen kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, om knivstikkeriet er banderelateret.

»Det er en vinkel, vi selvfølgelig undersøger,« siger han.

Det er også endnu uklart, om der er en eller flere gerningsmænd.

Det må de nærmere undersøgelser af blandt andet indsamlede spor og videoovervågning vise, lyder det fra Anders Frederiksen.