En 32-årig motorcyklist fra Randers blev fredag aften dræbt i en færdselsulykke på Hørningvej ved Årslev sydøst for Randers, oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete, da motorcyklen bevægede sig hen over en bakketop, hvor den kørte frontalt sammen med en personbil.

»Motorcyklen kommer tilsyneladende over i den modsatte vognbane, hvor den kører sammen med bilen,« siger vagtchef Bo Christensen

Personerne i bilen kom ikke fysisk til skade ved sammenstødet.

Der har været bilinspektører på ulykkesstedet, og politiet afventer nu deres undersøgelser for at kunne klarlægge forløbet nærmere.

De pårørende er underrettet.

BNB