Der er uden tvivl masser af kvinder i det ganske land, som kvalificerer sig til titlen som Danmarks største fan af »Sex and the City«.

Og én af dem er 'Vild med dans' babe Lisa Lents.

- Jeg tror, at jeg er en lille smule afhængig. Jeg bliver aldrig træt af dem, griner Lisa Lents. Som da også sammen med tre øvrige kendiskvinder har taget skridtet fuldt ud, og fået lavet en dansk kopi af plakaten, hvor hun er dresset op som seriens Charlotte York.

- Jeg ved godt, at de færreste ønsker at være hende, fordi hun er den mest kedelige. Men jeg er jo også selv en håbløs romantiker, der jagter det traditionelle med at stifte familie og få børn.

- Så selvom jeg nok er en blanding af alle fire, minder jeg mest om hende og er en håbløs romantiker, der også leder efter den eneste ene at få børn med, siger Lisa Lents, som dog på et område har mere tilfælles med frække Samantha.

- Ja, jeg er stadig single, sukker den ombejlede blondine, som siden hun blev kendt herhjemme via 'Vild med dans' ellers har været forbundet med utallige mænd.

Rollen som Samantha spilles på den danske plakat af poledanser Stine Kronborg, mens Sukkerchok-baben Kat Stephie ses som Carrie og MTV-vært Anne Lindfjeld som Miranda.

De fire kendisser har lavet plakaten som en hyldest til den serie og det kvindeunivers, som for 12 år siden væltede verden og siden har gået sin sejrsgang både på tv og film.

Og selvom Lisa Lents kun har hængt på de sidste 3-4 år, kan hun se afsnittene igen og igen.

- Jeg elsker dem. Og den nye film har jeg allerede fået tusket mig ind og se to gange. Og jeg synes stadig, den er mega sjov. Det der fascinerer mig rigtig meget er de fire meget selvstændige piger, som tør sige og gøre alle de ting, vi andre kun tænker.

- Og så elsker jeg jo mode. Så det er endnu en god grund til at være fan. Endelig er der den ulykkelige kærlighed. Den kan jeg sagtens relatere til!