Puk Rebecza fra "De unge mødre" stjal smykker for 55.000 kroner.

24-årige Puk Rebecza har lige fået en dom for tyveri af kostbare smykker, skriver Se & Hør.

Den unge mor, der har sønnerne Malick og Christian-Liam, skulle angiveligt have stjålet smykkerne tilbage i 2008/2009, da hun stod i praktik i en smykkebutik. Selvsamme smykkebutik anmeldte Puk Rebecza for tyveriet af de værdifulde varer, som hun solgte videre til højstbydende på Trendsales.dk.

- Jeg er blevet dømt for noget, der ikke passer. Jeg har aldrig taget noget, men jeg kan jo ikke bevise, at forretningen selv har givet mig de smykker, siger Puk Rebecza til Se & Hør.

Domstolen er dog af en anden mening - den unge mor er blevet idømt fire måneders betinget fængsel og 50 timers samfundstjeneste. Hvilken måde Puk Rebecza skal tjene samfundet på vides dog endnu ikke.

- Dommeren sagde, der vil komme et brev. Men Jacob (Puks mand, red.) har sagt, at jeg nok skal regne med et par timer her og der på biblioteket eller noget, siger hun til Se & Hør.