Hun er anerkendt som debattør og talsmand for de svageste i samfundet. Og nu er det endnu engang de svageste familier i Danmark, som den nye radiovært Radio 24syv Lisbeth Zornig Andersen håber at kunne give en stemme.

Fra den 20. august vil den afgående formand for Børnerådet hver mandag aften kl. 22.05 være at finde i æteren på Radio 24syv.

- Flere organisationer varetager forskellige gruppers interesser, men jeg synes, det er meget fragmentarisk. Vil man hjælpe børnene skal der et mere tværgående fokus på, at det er komplekse problemstillinger, de står med. Det er aldrig ’bare’ manglende job, fattigdom, misbrug eller andet, men ofte hele pakken, siger Lisbeth Zornig Andersen.

I programmerne på Radio 24syv vil Lisbeth Zornig Andersen komme ind på alle de faktorer, der er afgørende for et godt liv – bolig, job, kærlighed, medborgerskab, sundhed og så videre.

Udover Lisbeth Zornig Andersen vil der også være en ekspert på det aktuelle emne, der bliver debatteret,samt en repræsentant, der selv har eller har haft problemerne tæt inde på livet.

Lisbeth Zornig Andersen ønsker at programmerne skal fokusere på løsninger og på at finde de gode eksempler frem samtidig med at de folk, det rent faktisk handler om, også kommer til orde.

Programmet falder godt i tråd med det, Lisbeth Zornig Andersen ønsker at bruge sin tid på fremover. Hun træder til oktober tilbage fra posten som Børnerådsformand for at starte Huset Zornig, der skal omfatte en rådgivningstjeneste, en tænketank og en fond, der alle har det formål at skabe bedre vilkår for familier, der lever i fysisk og mentalt armod.

- Det er en kæmpegevinst for Radio24syv og lytterne, at Lisbeth Zornig Andersen nu bliver vært på et ugentligt rådgivningsprogram. Hun har den erfaring, viden og empati der skal til for at udfylde netop en opgave, som altid har været vigtig for public service radio i Danmark, siger direktør Jørgen Ramskov.

Lisbeth Zornig Andersens program bliver en del af programmet ’Radiorådet’, der tilbyder rådgivning til danskerne.

BNB