AndyOp er rapper og gift med Danmarks nye sundhedsminister. Men han har også en fortid som pædofili-mistænkt og brugte to et halvt år på at få renset sit navn
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Andreas Seebach, 28, er for tiden en meget lykkelig mand. Han har stor succes som rapper, bliver snart far for anden gang, og hans kone Astrid Krag er netop blevet udnævnt til landets sundhedsminister i Helle Thorning-Schmidts nye regering.Men for ni år siden så fremtiden langtfra så lovende ud. I stedet befandt Andreas Seebach sig midt i sit livs mareridt. En kollega havde anklaget ham for pædofili – eller seksuelt overgreb på en mindreårig, som politiet kaldte det. Og fra den ene dag til den anden brød hele verden sammen.
- Det var så uvirkeligt. Ligesom en uhyggelig film, hvor jeg kunne se mig selv blive hevet væk, smidt i fængsel, og herefter var mit liv slut, fortæller Andreas Seebech eller AndyOp, som han hedder i hiphop-miljøet.
- Men sådan endte det heldigvis ikke, skynder han sig at sige og fortæller samtidig, at fortiden i dag minder mest om en ond drøm, han endelig er vågnet op af.
Det forsvinder ikke
- Men det er sket. Jeg blev udsat for falske anklager, og det er en del af min historie. Det er ikke noget, jeg kan eller vil løbe fra, og det forsvinder ikke af, at jeg lader være med at tale om det, siger han om mareridtshistorien, der begynder tilbage i 2002. Dengang han var 19 år gammel, lige flyttet hjemmefra for første gang og skulle begynde som militærnægter i en fritidsklub for børn i alderen 12-16 år.
- Jeg havde egentlig planlagt, jeg ville ud at rejse. Men jeg trækker ikke frinummer, og i stedet beslutter jeg og en kammerat os for at flytte til København. Og jeg glæder mig, siger han.
Men glæden varer ikke længe. Efter blot 14 dage på institutionen bliver han kaldt ind på lederens kontor. Her sidder en ældre mandlig kollega, som han genkender, men kun har hilst på få gange. Han har noget alvorligt at fortælle, siger lederen. Og kollegaen begynder at forklare, hvordan han har set Andreas flirte med en af de 13-årige piger. Han fortæller, at han havde set dem gå ned i lektierummet, og at han fulgte efter dem. Og da han stak hovedet ind i rummet, så han dem dyrke sex med hinanden.
- Jeg bliver vanvittig bange og begynder at ryste. Inde i mit hoved er det eneste, jeg tænker: Tror folk på ham, så er mit liv slut, siger Andreas og virker rolig, mens han genfortæller dagen. Men det er ikke nemt at tale om. Det er tydeligt at mærke. Flere gange kigger han ud ad vinduet, og øjnene bliver langsomt mere røde.
- Der er meget fra den tid, jeg egentlig ikke husker ned i detaljer. Det er som om, store dele af den periode nærmest er smeltet sammen, siger han.
Men han husker, hvordan han efterfølgende fortæller lederen, at han er helt paf. Han genkender intet i historien. Og hvordan han resten af dagen går forvirret og bange rundt, inden han får lov at tage hjem og ringe til sine forældre.
De barske anklager fører straks til en større politiundersøgelse, og forvaltningen drages ind i sagen. Og imens sagen kører, må han ikke vise sig på institutionen.
- Jeg er rystet og fuldstændig i tvivl om, hvem der tror på mig. For det var jo ord mod ord. Selv om jeg nåede at snakke med et par kollegaer, der sagde, de troede på mig, så kunne jeg ikke lade være med at tænke: ’Nej, du gør ikke. Og hvorfor skulle du også det. Din kollega igennem mange år har lige fortalt dig noget helt andet. Hvorfor skulle du så tro på mig?’.
De næste måneder bliver et sandt helvede. Han kender kun få personer i København, og selv om forældrene flere gange rejser fra Aarhus til hovedstaden for at være sammen med deres søn, er han meget alene.
Sagen henlagt
Først efter tre måneder bliver sagen henlagt. Det viser sig, at kollegaens beskyldninger er så åbenlyst langt ude. Han hævder bl.a., at flere af de andre pædagoger var vidner til episoden. Men alle står måbende over for hans påstande, inklusive den 13-årige pige, der var draget ind i sagen.
- Jeg får et brev fra politiet, hvor der står, at der ikke er fundet beviser i sagen, og jeg kan begynde på arbejde igen. Men der står ikke, at jeg ikke har gjort det, siger han og ryster på hovedet. Og for første gang ser han vred ud.
- Politiet havde ellers givet udtryk for, at hvis det viste sig at være falske anklager, ville de selvfølgelig køre en injuriesag mod min kollega. Det var rigtig rart at høre. Men lige så skuffet bliver jeg også, da jeg finder ud af, at de ikke har tænkt sig at gøre mere.
Han tager derfor sagen i egen hånd. Han vil have renset sit navn, og med hjælp fra forældrene hyrer han en advokat, for ingen skal i fremtiden kunne så tvivl om hans uskyld, fastslår han.
Sagen kører de næste to år. Imens gør han militærnægtertjenesten færdig, begynder på statskundskabsstudiet og prøver at komme videre i sit liv. Han møder også Astrid Krag, de bliver hurtigt kærester, og han deler historien med hende.
- Jeg fortalte ikke mange om det, imens det stod på. Ikke fordi jeg var bange for, at folk ikke troede mig. Men fordi mange syntes, det var så langt ude en historie, at de havde svært ved at forstå det. Men det var anderledes med Astrid. Hun var en god støtte, siger han.
Kort før julen 2004 falder der endelig dom. Kollegaen dømmes for falske anklager, og Andreas er lettet. Men han mangler stadig at få svar på flere spørgsmål. Hvorfor løj kollegaen, og hvorfor skulle det lige gå ud over ham?
Arbejder igen med børn
- Jeg havde gransket min hjerne utallige gange, og det eneste, jeg kunne komme frem til, det var, at han var psykisk syg, siger han. En formodning, han først får bekræftet i 2008, fire år efter injuriesagen er afsluttet. Her modtager han et brev fra en person tæt på kollegaen, der bekræfter, han længe har været meget syg.
- Det hjalp mig rigtig meget. Og i dag kan jeg sige, at jeg på mange måder har lagt det bag mig. Jeg tænker sjældent på det, siger Andreas, men indrømmer, at det har haft konsekvenser.
- Jeg var ung, og det har nok kostet lidt på min uskyldighed. Min tillid til andre mennesker er nok røget en lille smule. Men samtidig ved jeg også, at jeg kan klare utrolig meget. Jeg ved, at lige meget hvad der sker, så skal jeg nok komme igennem det, siger han og er heller ikke blevet skræmt fra at arbejde med børn. De sidste fire år har han som sideprojekt optrådt rundt om på danske folkeskoler. Her rapper han om alt fra integration, ghettodannelse og til krigen i Afghanistan.
