Kendis-frisøren Tage Frandsen er endt i et sygdoms-helvede, der har været tæt på at koste ham klientellet
Smilet er stivnet på den ellers så kulørte frisør Tage Frandsen, der i mere end en menneskealder har drevet salon i eget navn og ordnet håret på kendte som Janni Kjær, Heick’erne og Rosenborgerne.
I dag kan han knap tage strømper på, efter at to hjerteoperationer og en lægefejl sendte ham ud i et opslidende sygdomsforløb med stafylokokker og koldbrand.
Det hele begynder omkring sankthans sidste år. Under en ferie i Spanien bliver den 64-årige Tage Frandsen indlagt, fordi han har det skidt. Hjemme i Danmark indlægges han akut på Amager Hospital, ryger videre til Gentofte, får to ballonudvidelser og sendes hjem, men kort efter er den gal igen. Han kommer på Rigshospitalet og får endnu to ballonudvidelser, men derfra går det langtfra, som lægerne har spået.
Hvert år får omkring 10.000 danskere en ballonudvidelse af hjertet. Se her, hvorfor - og hvordan det foregår
For efter de otte dage, hvor Tage Frandsen burde kunne klippe som før, kan han ikke engang gå de få hundrede meter op til Gammel Kongevej fra sin salon på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Tilbage på Riget opdager lægerne endelig, at der ved en fejl er blevet lukket for blodtilførslen til det ene ben.
Koldbrand i benet
- Det var rædselsfuldt! Pludselig viste det sig, at der var gået stafylokokker i benet, så gik der koldbrand i det, og så måtte de desværre ind og fjerne alt, hvad der hedder lymfer i lysken. Det kom heldigvis aldrig på tale at sætte benet af, men jeg skal passe på ikke at komme til at sove på det. Mit ben føles nu mest af alt som et mørt stykke kylling, siger han og stryger sig over højre bukseben.
Gul stafylokok er den hyppigste årsag til infektioner. Læs her, hvordan bakterien smitter
Bag de sorte pressefolder gemmer sig så store hævelser, at benet knap kan bakses ned i støttestrømpebuksen, som han dagligt går med, mens de slidte slangeskindssko er det eneste, fødderne kan klemmes i.
Tage Frandsen er rasende! For imens han halter rundt på sit højre ben i sine designersko, så venter han fortsat på at komme i behandling for sine hævelser. Såkaldt lymfedrænage, hvor han skal komme på hospitalet hver dag i tre måneder for at få masseret hævelserne bort.
- Jamen, jeg er rasende! Jeg har været nødt til at punge ud til støttestrømpe og massage, og hvad jeg havde brug for, fordi det, hospitalet kunne give mig, ikke var ti potter pis værd. Lægerne bliver ved med at sige, at det nok skal blive godt, men de fysioterapeuter, der har læst min journal, siger, at det aldrig bliver godt. Benet vil blive ved med at hæve op, og strømpen kommer jeg til at gå med resten af livet. Det er sgu da godt, at jeg ikke er 20 år længere.
I de sidste 12 måneder efter blokeringer i benet har Tage Frandsen levet af og på penicillin og smertestillende piller, været ind og ud af hospitalet for at få lavet hudtransplantationer, blodtransfusioner og ikke mindst for at stoppe de blødninger i bl.a. maven, som den blodfortyndende medicin sætter i gang.
Så træt, så træt
- Jeg er så træt, så træt. Hvor jeg før kunne klare 12-14 timers arbejde, kan jeg i dag kun tage et par kunder om dagen. Der er dage, hvor jeg bare sidder og tuder og slet ikke kommer ned i salonen. Jeg blive deprimeret, kan jeg mærke. For det er fandeme ikke sjovt at have ondt. Ingenting at kunne selv! Ikke at kunne tage strømper på. Eller at ligge på hospitalet med en fyldt kolbe og vente på, at nogen gider tømme den. Jeg tænder hurtigere af - også på sygeplejerskerne, indrømmer han, men tilføjer så:
- Men det er altså virkelig heller ikke altid, at de aner, hvad de gør.
Det er som sådan ikke de enkelte læger, Tage Frandsen er træt af. Men derimod ventetiden, de modstridende svar og det at være kastebold mellem hospitalerne.
- Jeg prøver konstant at minde mig selv om, at der er folk, der har cancer og har det værre. Men jeg har aldrig prøvet at være syg på den her måde. Jeg er jo en festabe, og i dag kan jeg intet holde til. Hvis jeg heller ikke kan arbejde mere, så dør jeg!
