Sky Ferreira er den skandaletøs, veninden Miley Cyrus kun kan drømme om at blive

Popsangerinden Miley Cyrus er konstant i fokus. Senest søndag aften, da hun tændte en joint på scenen under et MTV-show.

Men når det kommer til rigtige skandaler, når Miley ikke sin veninde Sky Ferreira til stiletterne. Ferreira er netop blevet hyret som opvarmning på Mileys ’Bangerz Tour 14’, som efter alt at dømme når Danmark om et års tid.

På godt og ondt er den 21-årige Sky Ferreira alt det, Miley Cyrus kun kan påstå, at hun er. Rock’n’roll. En ægte skandaletøs. Hipster cool. Trashet sexsymbol. Kriminel med tragisk barndom. Voldtægtsoffer. For to måneder siden blev hun arresteret med sin kæreste, da hun var i besiddelse af en del ecstasy og intet mindre end 42 poser heroin. De tilhørte angiveligt kæresten, der – selvfølgelig – er sanger i et indierockband.

Ifølge en af de utallige anklager havde Ferreira voldeligt modsat sig anholdelsen. Og på toppen: I årevis var Sky Ferreira Michael Jacksons hemmelige plejedatter.

Stilikon

Det seneste par år har Ferreira udviklet sig til stilikon med serier og interview i modeblade som Vogue, i-D og GQ. Folk som Karl Lagerfeld står i kø for at hyre hende. Skys blandede portugisiske, brasilianske og indianske rødder kombineret med et ’jeg sov sidste gang for to uger siden’-look og trutmunden, som Brigitte Bardot ville slå sæler ihjel for, har gjort hende eftertragtet.

Se alle billederne: Her provokerer Miley Cyrus igen

Allerede da hun var 17, forsøgte et pladeselskab at lancere Sky som det, hun selv kalder en lolita-version af Britney Spears. Men først for to uger siden udkom hendes første album ’Night Time, My Time,’ Et miks af indie rock, vampet sang og sauerkraut dansepop.

Ingen kontakt til forældre

Sky Ferreira havde ingen kontakt med sine stenede forældre som barn i Venice Beach. I stedet hang hun ud med kriminelle omkring den berømte Los Angeles-strand. Allerede som 12-årig var Sky udsat for adskillige sexovergreb.

Hendes mormor, som hun konsekvent omtaler som sin mor, var den eneste trygge havn. Mormoderen er frisør og stylist. Michael Jackson var en af hendes faste kunder, helt tilbage fra 1978, da han udsendte albummet ’Off The Wall’. Sky har holdt to eller tre børnefødselsdage i Neverland, hvor Michael Jackson lod forlystelsesparken stå åben for sin ’plejedatter’.

- Jeg anser mig selv for at være Michaels plejedatter. For mig var han bare Michael, siger Ferreira til complex.com.

- Jeg vidste godt, at han var en stor sanger, men jeg kendte ikke omfanget af det. Han var den, der støttede min sang og mine skriverier, da jeg var en lille pige. Ikke at jeg var et geni. Jeg skrev sange om fisk. Men Michael så et eller andet i mig. Han overtalte min ’mor’ til lade mig være med i et gospel-kor. Jeg ved ikke meget om religion, men jeg elskede følelsen i gospel. Michael overtalte min mor til at lade mig forsøge mig som operasanger, siger Sky Ferriera.

- Jeg var omkring ham hele mit liv. Det er meget mærkeligt. Han døde faktisk to dage efter, jeg underskrev min første pladekontrakt. Nogle gange har jeg svært ved at forstå det.

Sky har fremlagt billeddokumentation for sin barndom i Neverland. Moderens familiebilleder af et smilende barn sammen med den sky verdensstjerne. Hun ønsker dog ikke, at billederne bliver offentliggjort i pressen af respekt for Jackson.

Fakta om Sky Ferreira:

Skys mormor er frisør og stylist, og Michael Jackson var en af hendes faste kunder. Hun var ofte sammen med popkongen og har billeder af sin barndom på hans Neverland-ranch. Hun betragter sig selv som hans plejedatter.

Sky Ferreira er model, sangerinde og skuespiller. Hun har allerede udgivet tre singler: ’One’, ’17’, og ’Obsession’, der også er med på ’The Vampire Diaries’ soundtrack. Sky har selv udtalt, at et af hendes største idoler er Stevie Nicks fra bandet Fleetwood Mac. Hun og sanger Katy Perry er veninder.

Hun fik sin første pladekontrakt i 2009. Siden har hun udgivet en stribe singler. Hun har blandt andre arbejdet sammen med Marilyn Manson omkring albummet ’Night Time, My Time’.