Fordommene havde mere end travlt i sommeren 1965, hvor onde tunger stod i kø for at tilkendegive deres mening om Holger Juul Hansens nye forhold. Til den 21 år yngre balletstjerne Inge. "Det holder aldrig!", lød dommen fra alle sider.

- Men jeg har aldrig været i tvivl om, at det holdt. Og vi har stået last og brast lige siden. Selvom det de senere år mest har været Inge, der har stået brast, og jeg har stået til last, siger Holger Juul Hansen med øjne, der stråler af den store kærlighed, han stadig – efter knap 46 år – har til sin Inge.

En kærlighed, der i den grad er gengældt.

- Jeg er mindst lige så forelsket i Holger i dag, som jeg var dengang, siger Inge med et smil og læner sig ind over sin mand for at give ham et kærligt kram.

Kun to kvinder


Selvom Holger Juul Hansen nok altid har været en af dem, som kvinder sukkede efter, har der – foruden hans mor – kun været to kvinder i hans liv. Og begge havde omverdenen rigtig travlt med.

- Min første kone var jo 20 år ældre end jeg. Og da jeg blev forelsket i én, der var 21 år yngre, spurgte folk, om jeg var fuldstændig bindegal. Men jeg har altid fulgt mit hjerte og ikke alderen. Og i begge tilfælde har alderen ikke betydet noget. For mig i hvert fald, understreger den 86-årige Holger Juul Hansen.

Hans første kone var den 20 år ældre kollega Else-Marie. Og her husker Holger tydeligt reaktionerne fra omverdenen.

- Det var værst dengang, jeg var gift med Else-Marie. For den gang synes man jo, at det var helt absurd. Og at hun – som var Nordens operette-primadonna – måtte være bindegal. Jeg blev benævnt "gemalen". Og det er ondt, når man er en fyrig hingst på 27, som kan det hele – som kunne vælte verden, smiler Holger Juul Hansen og ryster på hovedet.

- Vi havde jo 13 gode år sammen. Og så forelskede jeg mig i Inge. Og det var et forfærdeligt brud dengang. For når nu man ikke er helt bandit og så alligevel går hen og sårer folk! Det var et stort dilemma for os alle tre, siger han og lyder stadig ærgerlig over at have været nødt til at være sådan et menneske – men kærligheden vandt.

Hellere Holger end Hollywood


Inge var kun 19 år, da de mødtes. Og det sagde så meget bang, at hun i forbindelse med en turné i USA sagde nej til en stor rolle som Audrey Hepburns lillesøster i en Hollywood-film.

- Det har jeg aldrig fortrudt. Når man er forelsket, så er man jo skudt i hjernen. Og det her med Holger kunne bare ikke være anderledes, siger Inge med et stort smil.

- Det er jo godt, at det er gået, som det er. For det kunne meget vel være gået helt ad Pommern til, erkender Holger.

Til sommer er det 46 år siden, de to mødtes. Og de er begge overbeviste om, at deres forskellighed og evne til at give hinanden plads rummer nøglen til, at de i dag er lige så lykkelige som dengang.

- Vi har givet hinanden plads. Jeg tror, det er meget vigtigt, at man ikke begynder at sætte sig på hinanden. Det er jeg alt for vild til. Holger også, mener Inge og suppleres af Holger:

- Og så er det en stor fordel, at vi er så forskellige af sind. Jeg tror, mange ægteskaber går til af kedsomhed, hvis der ikke er noget modspil. Man kan dø af enighed!

De 21 års aldersforskel presser sig dog lidt mere på i dag, hvor Holger er 86 og Inge 65.

- Selvfølgelig tænker jeg: Åh, den arme Inge. At rende rundt her i sin bedste alder med en mand, der har været så fysisk uheldig, som jeg har været, sukker Holger.

Men den slags vil Inge ikke høre på.

- Jeg har haft et godt liv. Jeg synes ikke, at jeg har noget til gode!

Og så flyver endnu en kærlig engel gennem stuen.