For første gang siden bruddet med Casper Christensen taler Iben Hjejle ud i et stort interview. Kort før bruddet var Hjele igennem en større 40 års krise - Det blæste mig totalt ud af facon, og så lå jeg og tudede over alle mine knuste drømme, siger Hjejle.

Iben Hjejle er åbenbart sådan indrettet, at hun skal gennem en stor krise ved runde fødselsdage. Op til den nyligt overståede 40 årsdag mistede hun fodfæstet mentalt. Nogenlunde samtidig brød hun og Christensen med hinanden. 

Op til 30 års fødselsdagen oplevede hun 'et lille nervesammenbrud', siger Hjejle i et interview i oktobernummeret af DSB-bladet Ud & Se.

Levede i overhalingsbanen

Dengang levede Hjejle livet i overhalingsbanen. Nyligt skilt fra trommeslageren Emil de Waal, nybagt mor, et hav af roller på film, tv og teater.
- Der skulle drikkes meget, festes meget, danses meget, snakkes meget. I ét stræk. Jeg kan ikke holde ud at se billeder fra dengang. Jeg er helt vild i øjnene og totalt spændt op, siger hun.

Iben Hjejle troede, at hun skulle leve resten af livet sammen med Casper C. Sådan skulle det ikke være. 

Endestation Værløse
 
- Lige siden min mor døde, har jeg følt, at jeg skulle skabe et hjem, i betydningen noget stabilt og uforanderligt. Det betyder meget for mig at have et sted at høre til. Men skæbnen ville, at i det parforhold, som jeg har været i de seneste ti år, var der en form for rastløshed, siger Hjejle til Ud & Se, og fortsætter:

- Det kan lyde negativt, men der var også en glæde og spænding ved at flytte sig, bevæge sig, hele tiden. En nærmest umættelig nysgerrighed. Så derfor boede vi to år det ene sted og tre år det næste. Da vi så flyttede ind i huset i Værløse, troede jeg, at her skulle jeg blive. Men som årene gik derude kunne jeg mærke, at i vrikeligheden var det mest et forsøg på rekonstruere noget, som gjorde mig tryg. Det er gået op for mig, at den ro skal jeg finde i mig selv, siger Iben Hjejle. 

Casper er udsat
 
Casper passede ikke ind i det billede. Iben forsikrer, at hun og Casper stadig er helt tæt på hinanden. Bruddet var uden negative vibrationer. 

 - Jeg synes stadig, det er ubehageligt at følge med i, hvad de skriver om Casper. Jeg ved jo, hvor rædselsfuldt, det er. Men det, jeg har lært de seneste ti år, er, at man bliver nødt til at skide det et stykke og være nogenlunde ærlig og åben, siger Iben Hjejle, som priser sig lykkelig over at hendes nærmeste vennekreds i dag er familien og gamle veninder fra skoletiden.

- Casper er mere udsat. For alle hans bedste venner er skuespillere, standuppere, tv-folk og så videre. Mig ligger de ikke længere på lur efter, for der er ikke noget at hente. 'Iben Hjejle lukker veninde med cykel ind gennem port' - det interesser nok ikke så mange, siger Hjejle.