De hede drømme om dansk deltagelse i søndagens finale ved kvindernes håndbold-VM i Serbien bristede.

For øjnene af et par tusinde ikke specielt feststemte tilskuere i Beograds enorme og charmeforladte Kombank Arena blev det til et nederlag på 21-27 mod Brasilien. Dermed må Danmark nøjes med at skulle spille om bronzemedaljer på søndag, mens finalen bliver et opgør mellem Serbien og Brasilien.

Inden kampen havde landstræner Jan Pytlick sagt til sine spillere, at han betragtede kampen som en styrkeprøve på, hvor langt man 15 måneder efter lanceringen af 'den nye start' var nået.

Set fra en dansk synsvinkel var konklusionen nedslående: Ikke meget i den lagte taktik lykkedes for Danmark! Eksempelvis havde Jan Pytlick vurderet, at brasilianerne efter en lang og udmarvende kvartfinale i onsdag mod Ungarn måtte været fysisk hæmmet. Men i stedet for, at det var danskerne, der vandt løbeduellerne, trak brasilianerne det længste strå i disse.

Heller ikke forsvarsspillet var præcist afstemt. Så ved stillingen 4-8 efter 13 minutters spil, tog Danmark en timeout, hvor Cecilie Greve, der ikke havde fået fat i meget, blev erstattet af Rikke Poulsen. Udskiftningen fik ingen umiddelbar effekt eftersom Brasilien bragte sig foran 10-5.

Herefter valgte brasilianernes danske træner, Morten Soubak, imidlertid at sende sin andenkæde på banen. Det betød kortvarig optur for danskerne, der reducerede til 8-10. Men da Brasilien i første halvlegs slutfase fik sendt stjerner som Alexandra De Nascimento og Eduarda Amorim i aktion igen, kom sydamerikanerne tilbage på sporet, og førte ved pausen 14-10.

Anden halvlegs indledende fase blev et dansk mareridt. Chance på chance blev misbrugt af "Pytlicks piger", der allerede efter otte minutters spil var bagud 13-20. Så løb brasilianerne ind i et par udvisninger. Det bragte Danmark en kort overgang tilbage i kampen. De fik reduceret til 19-22. Men momentum blev ikke fastholdt. Og til slut kunne Brasilien sikre en sejr med et solidt forspring.

Blandt tilskuerne i Kombank Arena var Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær Morten Stig Christensen.

- Det er gået op og ned for holdet i turneringen. Men jeg synes, det er fortjent, at vi nu skal spille bronzekamp, sagde Morten Stig Christensen, der tror på dansk sejr her.

- Polen gjorde ikke meget væsen af sig i deres semifinale (mod Serbien, red.). De har ikke tilstrækkelig høj klasse til at kunne udfordre os. Og så er jeg sikker på, at vores piger vil kæmpe vildt og inderligt for ikke igen at hente en fjerdeplads. Dem har vi i dansk håndbold gennem årene hentet lidt for mange af, sagde Morten Stig Christensen.

I øvrigt røbede han, at hver spiller på det danske VM-hold kan se frem til at få en julegave i form af en bonus-check, hvis bronzen kommer i hus.

- Jeg må ikke oplyse beløbets størrelse. Men jo bedre placering vi får her i Serbien, desto flere penge kommer der til udbetaling, sagde Morten Stig Christensen.