Her er alle detaljerne om det nye slutspil, som skal afgøre mesterskab, medaljer samt op- og nedrykning i SAS Ligaen fremover.

Overblikket: Sådan fungerer det

Alt tyder på, at vi skal til at sætte os ind i en helt ny struktur for SAS Ligaen.

Som sporten.dk kunne fortælle allerede onsdag, indsender Divisionsforeningen nemlig i morgen sit forslag til en Superliga, der mod slutningen af sæsonen afgøres i to forskellige slutspil.

Inden forvirringen bliver for stor, kan du her få overblikket over, hvordan Superligaen kommer til at se ud, når den formentlig vedtages på DBUs repræsentantskabsmøde i begyndelsen af 2010 og træder i kraft i 2012.

- Superligaen består af 12 hold, der hver mødes to gange i efteråret. Det giver 22 kampe.
- De otte bedste deltager i et slutspil til foråret, hvor de igen mødes to gange indbyrdes og fordeler guld, sølv og bronze

De fire dårligst placerede efter efteråret mødes med de fire bedste 1. divisionshold i kampen om at undgå nedrykning og sikre sig oprykning. Her får holdene annulleret deres point og tildelt nye - sandsynligvis efter denne fordelingsnøgle:

- Nummer 9 i Superligaen og vinderen af 1. division får 8 point.
- Nummer 10 i Superligaen og nummer 2 i 1. division får 6 point.
- Nummer 11 i Superligaen og nummer 3 i 1. division får 2 point
- Nummer 12 i Superligaen og nummer 4 i 1. Divisions indleder slutspillet uden point.

1. division skæres ned til 12 hold.

Reserveholdene trækkes ud af 2. division, og der indføres i stedet en reserveholdsliga