Midtstopperen Christopher Samba skifter øjeblikkeligt fra Blackburn til russiske Anzhi.

Her til aften blev det en realitet, at Blackburns stærke midtstopper drager til den nyrige russiske klub Anzhi. Den 27-årige spiller har skrevet under på en aftale, der udløber til sommeren 2015.

Siden den rige Suleyman Kerimov blev ejer af Anzhi, så har flere verdensstjerner rejst til klubben. F.eks. Samuel Eto´o, Yuri Zhirkov og Roberto Carlos. Selvom de har hentet mange dyre spillere, så endte den ambitiøse klub på ottepladsen i den bedste russiske fodboldrække i sidste sæson. 

Det russiske transfervindue lukker først om en uges tid, og derfor er de russiske klubber på jagt efter nye spillere. Og de har især været aktive i dag, da Zenit Skt. Petersborg også har lejet Andrey Arshavin i Arsenal.

Christopher Samba har tidligere spillet for Hertha BSC.

tipsbladet.dk