Få dage i dansk historie er så smertefuld som den 18. april 1864 med det store nederlag ved Dybbøl. Ingen anden begivenhed er så grundigt beskrevet, vurderet og diskuteret. Derfor er det rimeligt at antage, at '1864' har været en lang rejse frem mod klimakset netop denne dag.

Undervejs har Bornedal flere gange demonstreret, at han har evnen til at kombinere det historisk korrekte med et medrivende drama. Derfor måtte det være fuldt berettiget, at man satte sig til skærmen med de helt store forventninger.

Og så sker det ulykkelige: forventningens glæde viste sig hurtigt at være den største.

Lad det være slået fast med det samme: Nærkampscenerne er i al deres grusomhed og vildskab så godt beskrevet, at man ganske enkelt må konstatere: det kunne ikke være gjort bedre. Sådan var det. Men det er så også det eneste overhovedet. I resten af fortællingen kollapser det hele totalt for Bornedal.

Her kunne han have foldet sig totalt ud - og så smider han fejl på fejl på bordet.

Skidt med småfejlene. Men andre er så graverende, at man som historiker - selv i erkendelse af dramaets frihed - ganske enkelt må konstatere, at det kun kan blive til én eneste kanon.

Det positive først: Kanonaden fra Gammelmark er fremstillet i al sin uhygge. Fra klokken 04.00 til stormen klokken 10.00 præcis haglede i alt 7.900 granater ned over det, der efterhånden ikke var andet end jordbunker. Og så blev der med ét stille. Alle kunne høre lærken. Men.

Der gik absolut ikke flere minutter, før preusserne stormede. Pfiefke - der mærkværdigvis havde overlevet angrebet fra Dinesens natlige stormangreb - havde komponeret en speciel march: ”Düppeler Schanzen Sturmmarch”. Den kunne Bornedal heller ikke 'huske'.

 Skanse 4 efter stormen.
 Skanse 4 efter stormen.
Vis mere

Danskerne havde klogelig lagt sig bag skanserne for at have håb om at overleve. Så da preusserne stormede, blev det et sandt kapløb om at komme først ind i skanserne. Den første skanse faldt efter få minutter. Og hvad oberst Max Müller overhovedet laver på Dybbøl den dag, er en stor gåde. Han var slet ikke til stede, men var draget videre mod nord sammen med 4. division. (Herfra stammer udtrykket: 'Røven af fjerde division' - det var det eneste man så til den).

8. Brigades ordnede bajonetmodangreb skildres rigtigt i opstillingen. Men ikke i angrebet, der er en stor forvirring. Havde det forholdt sig som skildret, så var det ikke lykkedes at redde resterne af hæren over til Als. Og Dinesen overtog ikke kommandoen. Den var i de bedste hænder på brigadechef Paul Scharffenberg, der fik brigaden til at yde en ypperlig indsats.

Monrad deltog ikke i forhandlingerne i London - det er en skandaløs fremstilling i det hele taget. Fuldstændig ved siden af. Og sådan kunne man blive ved.

Det er ynkeligt, dybt, dybt kritisabelt og under al kritik, at en instruktør, der forsøger at lege både Dreyer og Spielberg på samme tid, i den grad er i stand til at ødelægge den mest dramatiske fortælling i vores historie. Han må have haft Didrichs sæk over hovedet undervejs.

Det var virkelig Bornedals totale kaos.

 

Tildeles én kanon