De udenlandske anmeldere giver den nye Harry Potter film 'Harry Potter And The Deathly Hallows Part 1' en blandet modtagelse.

I den britiske avis The Daily Express giver filmen fem ud af fem. Anmelder Allan Hunter begrunder med, at filmen giver dig "alt, hvad du kunne ønske – fra blændende speciel effects til fortryllende historiefortælling og hjertet-i-munden følelser".

Han roser de britiske bi-rolle indehavere Ralph Fiennes og Helena Bonham Carter og konkluderer alt i alt med store ord:

- Spændingen falmer aldrig under de desperate jagte, hektiske undslipningsscener, storladne kampslag, noble dødsfald, sitrende møder og humor nok til at bryde spændingen her og der, skriver Allan Hunter.

En anden britisk avis, The Daily Mail, fokuserer mest på skuespillerinden Emma Watsons præstation som Hermione Granger.

- Emma Watson har fortryllet mig. Hun er magisk på sin rolige, metodiske, no-nonsens måde og er absolut filmens højdepunkt, skriver anmelder Baz Baminigboye.

Ifølge det amerikanske filmmagasin Screen International er filmen så god, at den vil kunne omvende eventuelle Harry Potter-hadere.

- Det er en tilfredsstillende tidlig julegodte for fans af Harry Potter-serien, da den når et højere niveau af modenhed og dybde, som måske også kan hjælpe den med at omvende Potter-skeptikere, skriver magasinets chefanmelder Mark Adams.

Også han roser de mange bi-rolle skuespillere såsom Alan Rickman, Robbie Coltrane, Imelda Staunton og John Hurt. Selvom flere af dem kun er med i ganske korte scener, mener Mark Adams, at de alle synes at stortrives i deres roller og leverer mindeværdige præstationer.

Britiske The Guardians anmelder giver dog kun filmen to ud af fem stjerner og kalder den en 'forlænget dødsrallen'.

- Filmen skiller sig stort set ikke ud fra de seks foregående ’udflugter’, skriver anmelderen.

Og missionen om at udradere og besejre Voldemort er "den samme som den altid har været", mener The Guardian.

Flere af anmelderne kritiserer også filmens længde på 146 minutter, og The Daily Mail’s Baz Bamigboye skriver:

- Jeg er sikker på, at der må være en magisk formel, som i det mindste kunne få de sidste tyve minutter til at forsvinde.