Det var i strid med ligestillingsloven, da Klampenborg Galopbane i efteråret krævede entré fra mænd og lod kvinder komme gratis ind til et damearrangement. det fastslår Ligebehandlingsnævnet.

Det var mest for kvinder. »Damernes dag« hed det arrangement, som Klampenborg Galopbane afviklede en septemberlørdag sidste år.

»Damernes dag er meget andet end galopløbene. Som altid er der gratis adgang for alle damer. Der er hattekonkurrence, lækker drink og gaver til damerne, som bliver specielt forkælede netop denne løbsdag,« lokkede indbydelsen.

Men en far og hans søn måtte sande, at festen ikke inkluderede mændene. Manden blev således opkrævet 80 kroner ved indgangen for at komme ind på væddeløbsbanen, og det var han ikke tilfreds med.

LÆS OGSÅ:

I hvert fald meldte han optrinnet til Ligebehandlingsnævnet, og af en netop offentliggjort afgørelse fremgår det, at nævnet har givet manden medhold i, at prisforskellen var i strid med ligestillingsloven. Klampenborg Galopbane skal nu kompensere manden med 2.500 kroner for diskriminationen.

Det ærgrer ikke overraskende arrangørerne bag Damernes dag. For intentionen har aldrig været at udelukke det andet køn eller diskriminere, fortæller bestyrelsesmedlem Carsten Baagøe Schou fra Klampenborg Galopbane.

»Der er en tradition for at holde de dage inden for væddeløbssporten, og den går langt tilbage. Om foråret har vi også en gentlemansdag, hvor herrerne kommer gratis ind,« fortæller han.

»Det er jo for at lave det lidt anderledes og tiltrække flere mennesker. På damernes dag kom L’Oreal eksempelvis og delte parfumeprøver ud, og der var gratis champagne til de første gæster. Det var for at lave et gimmick. Det var da overhovedet ikke for at genere mændene,« siger Carsten Baagøe Schou.

Men sådan tolkede man det altså ikke hos Ligebehandlingsnævnet, og det har man svært ved at tage alvorligt i Klampenborg.

»Vi føler os latterliggjorte. Det er det bedste, jeg kan sige om det. Vi har ikke ressourcerne til at føre en principiel kamp om den her sag,« siger Carsten Baagøe Schou og afslører, at man i øjeblikket gør sig overvejelser om, hvordan man kan komme uden om kniben i fremtiden.

»Vi risikerer jo, at vi efter næste arrangement kan have 1.000 mænd, der så kunne få 2.500 kroner hver, så vi frygter lidt, at vi er nødt til at ændre konceptet, og det er rigtig ærgerligt, for det er fantastisk og meget værdsat koncept« siger bestyrelsesmedlemmet.