Nogle få uger efter Nils Malmros’ hustru Marianne Tromholt i en psykose havde dræbt parrets ni måneder gamle datter, skete dét, som Malmros i dag kalder ’et mirakel’.

Instruktøren, der netop har filmatiseret familietragedien, sad alene hjemme i villaen, hvor drabet havde fundet sted, da det bankede på døren.

Udenfor stod to forældre med børn på Kragelundskolen i Højbjerg, hvor Marianne Tromholt havde arbejdet som folkeskolelærer, inden hun blev ramt af en manio-depressiv psykose.

I hånden havde forældrene et dokument underskrevet af samtlige fædre og mødre i 2. C, den klasse, Marianne Tromholt var klasselærer for.

På trods af den tragiske hændelse kort tid forinden, ville de have lærerinden tilbage på skolen.

- Jeg tror, Nils forventede et frontalt angreb med en masse bebrejdelser, men så skete der jo det modsatte, siger den ene af de to forældre, Flemming Larsen, i dag.

BT har opsporet manden på Nils Malmros’ dørtrin, der i dag er 64 år. Det var ham og en anden forælder, Jytte Hove, der stod udenfor Malmros’ hus, og som havde taget det overraskende initiativ at opsøge Malmros, der var ramt af sit livs tragedie og kun havde ét i hovedet: At redde sin hustru, og få hende tilbage til sig selv igen.

Indkaldte til klasseråd

- Vi var tre-fire stykker, der havde kaldt sammen til et klasseråd, og det viste sig, at alle forældrene hurtigt blev enige om, at vi skulle bede om at få Marianne tilbage til skolen.

- Vi følte ikke, at vores børn kunne undvære hende, siger Flemming Larsen, der havde stået i en lignende situation nogle dage før, da forældrene havde bedt om et møde med Kragelundskolens inspektør Christian Jacobsen. Da de mødte op på hans kontor, troede inspektøren, at forældrene ville bebrejde ham, at skolen havde haft en lærer med manio-depressive anlæg ansat.

- Men skolelederen blev rørt til tårer, da vi kom og forlangte Marianne tilbage, og det gjorde det også noget nemmere for ham at kæmpe for Marianne, fordi han havde vores enstemmige opbakning, fortæller Flemming Larsen, der ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, at det var det rigtige at gøre.

- Jeg var overbevist om, at der ikke var nogen, der var ’skyldig’ i det, der var sket. Det var ikke Marianne, der havde gjort det. Hun led af en sygdom, som jeg i forvejen havde en vis viden om, og hun var stoppet med at tage sin medicin. Derfor gik det galt.

Svært at gå bagom

- Fordømmelse er nemt. Det svære er at gå bagom og se, hvad der ligger bag overskrifterne, bag de store bogstaver, siger Flemming Larsen og fortæller, at blandt andet Jytte Hove og andre forældre også besøgte Marianne Tromholt på sygehuset

- Det var en direkte støtte til Marianne, både for hendes skyld, og for vores børns skyld, fordi hun er en fantastisk pige og en sjælden klasselærer. Marianne havde et særligt tag på mindre børn. Hun fik dem til at blomstre og kunne få de børn til at synge, der ikke kunne, fortæller Flemming Larsen om Marianne Tromholt, der underviste i dansk, fransk, religion og musik på Kragelundskolen.

Var I bange?

Hun havde trods alt dræbt sit eget barn. Var der ikke den mindste frygt for at overlade jeres børn til hende?

- For nogles vedkommende, jo. Men den forsvandt hurtigt. Det var jo sygdommen, der gjorde det og ikke Marianne.

Har du heller aldrig selv været i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at ønske hende tilbage?

- På intet tidspunkt. Aldrig. Hun var syg og indlagt, da det skete. Og senere har vi jo også set i filmen, at det gik galt, fordi hun ikke fik den medicin (lithium), der holder sygdommen væk, siger Flemming Larsen, der fortæller, at støtten til Malmros og hans hustru gav et helt særligt sammenhold mellem forældrene i 2. C, der stadig består i dag.

- Alle, der var involveret, er en lille smule stolte over, at vi har bidraget med noget positivt. Det gav den klasse og forældrene et særligt fællesskab. Og det gav os alle sammen karakter, siger Flemming Larsen til BT.

Marianne Tromholt vendte tilbage til Kragelundskolen i august 1985.

Her arbejdede hun som lærer, indtil hun gik på pension i 2012.

’Sorg og glæde’ havde premiere for 14 dage siden og er indtil nu set af 146.000 mennesker.