Manglende køreplaner, aflysninger og et »urimeligt lavt« informationsniveau fra DSBs side har ifølge kystbanependlerne været hverdagskost hen over sommeren. Nu kan pendlerne så føje endnu en strofe til klagesangen: Togmangel.

For selv om DSB Vedligehold, der står for at reparere de tog, som kører på Kystbanen, maksimalt må have ni togsæt på værksted ad gangen, har de sommeren over haft op mod 16 togsæt stående. Det får pendlertalsmand Michael Randropp til at konkludere, at DSB ikke kan levere den lovede service.

»Der er ikke den komfort, vi er blevet stillet i udsigt. Der er situationer, hvor folk ikke kan komme med toget, og andre gange bliver passagerer bugseret sammen på helt urimelig vis,« siger Michael Randropp.

Han peger på, at togmanglen også fører til aflysninger, fordi der kun er én motor til at trække toget, og sætter den ud, vil det ifølge pendlertalsmanden øjeblikkeligt føre til aflysninger.

»Det er uacceptabelt, at vi nu efter fire et halvt år skal høre om det problem med manglende tog igen. Hver gang er svaret, at der kommer en løsning, men der lader ikke til at ske noget overhovedet,« siger Michael Randropp.

Og togmanglen har betydet forringelser for kunderne, erkender adm. direktør hos DSB Vedligehold, Steen Schougaard Christensen.

»Jo flere tog, der er på værksted, desto færre er der på skinner. Derfor er det desværre sådan, at kunderne oplever, at der kan være trængsel. Det har været særligt slemt i juli, men vi arbejder på højtryk for at få togene tilbage på skinner,« siger Steen Schougaard Christensen.

Vedligeholdelseschefen forklarer, at bemandingsplanen, der skal sikre, at togene nu også kan vedligeholdes og repareres, ikke har givet tilstrækkeligt mandskab i juli.

»Den plan slog ikke til. Heldigvis er vores personale – der skal have stor ros for sin indsats – nu trådt ind på overarbejde. Samtidig har vi fået en underleverandør til at hjælpe, så togene kan komme hurtigt tilbage og i drift,« siger han.

I Enhedslisten har trafikordfører Henning Hyllested (Ø) undret sig over de mange aflysninger i løbet af sommeren. Hyllested mener, at DSB må gøre en ekstraordinær indsats for at holde på brugerne af Kystbanen.

»Det lægger sig oven i de aflysninger, der er i forvejen. Det er bestemt ikke tilfredsstillende. Kystbanen er det eneste sted, DSB mister passagerer, og det tror da pokker, når der er så mange problemer. Derfor bør DSB se at få løst denne her togmangel,« siger Henning Hyllested og understreger, at han også har en forventning om, at den nye transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF), får løst problemet. Den svenske togoperatør Öresundtåg AB har ligeledes noteret sig, at der har været flere togsæt til reparation, end kontrakten giver lov til. Det har ført til en ringere service på den svenske side, forklarer administrerende direktør Gunnar Wulff.

»Der er ingen tvivl om, at problemet også gør sig gældende på den svenske side. Efter ferien skal vi igen til at have faste møder med DSB Vedligehold, og der bliver det her helt sikkert bragt op, så vi kan finde en løsning,« siger han.

Sidste år i januar kunne Berlingske beskrive, at der var nærmest kronisk mangel på tog på den udskældte Kystbane. Dengang forklarede DSB Øresund, at det havde stået på, siden det nu hedengangne DSBFirst overtog driften af Kystbanen i 2009.

Som sagerne står nu, har DSB Vedligehold 15 togsæt til reparation, hvoraf to er ude i længere tid efter at have påkørt elge. Samtidig har værkstedet fast ét tog ude for at gøre den samlede flåde på 109 togsæt klar til enmandsbetjening. Og kommer der ikke flere uventede reparationer, venter DSB Vedligehold at kunne levere varen i nær fremtid.

»Allerede når vi når september eller oktober, burde problemet med manglende tog være løst fra vores side,« forsikrer Steen Schougaard Christensen.

Den løsning giver pendlertalsmand Michael Randropp dog ikke meget for. Han mener, at det er en sag, der må løses politisk.

»Det bør ikke give så store problemer for brugerne på Kystbanen, at man har lavet en bemandingsplan for sommeren, der ikke hænger sammen. Det her må transportministeren tage sig af,« siger pendlertalsmanden, der ved ministeroverdragelsen fredag forærede Pia Olsen Dyhr en fløjte for hver af de ti ønsker, som pendlerne har til den nyudnævnte minister.

Pia Olsen Dyhr har dog ikke ønsket at kommentere sagen, fordi hun kun lige akkurat har sat sig i ministerstolen, hvor der venter hende en række opgaver i forbindelse med Kystbanen.

Senest er strækningen også blevet ramt af en besparelse, fordi passagertallet har udviklet sig mere negativt, end Trafikstyrelsen havde forventet. Der skal nu spares 30 millioner kroner på driften, så øresundstogene skal fra 15. december køre uden togfører fra København og nordpå.

I 2015 skal DSB Øresunds kontrakt om drift på Kystbanen i udbud. Venstre har foreslået, at udbuddet rykkes frem, og at DSB i øvrigt udelukkes fra at deltage.