Flere af landets privathospitaler kommer ud af 2009 med store underskud, viser opgørelse, som Mandag Morgens ugebrev har foretaget.

Festen er forbi på mange af landets privathospitaler. Omsætningen falder, og flere privathospitaler kommer ud af 2009 med markante underskud. Det skriver Mandag Morgens ugebrev, der har undersøgt den økonomiske situation på de private hospitaler.

For eksempel kommer landets største privathospital, Hamlet, ud af regnskabsåret 2009 med et underskud på seks millioner kroner. Det oplyser administrerende direktør på Hamlet, Vinni Breuning, til Mandag Morgen.

- Jeg tror, de fleste privathospitaler - både små og store - har haft det rigtigt hårdt og ender med røde tal på bundlinjen. Markedet er presset, og der er ikke længere den vækst, som vi har oplevet tidligere, siger Vinni Breuning til ugebrevet.

Landets eneste landsdækkende privathospital, Aleris Privathospitaler, mærker også de hårde tider og forventer et underskud i millionklassen. Årsagen er blandt andet, at hospitalet i marts måtte lukke sin tabsgivende afdeling i Odense. Og administrerende direktør Tina Schmidt Madsen erkender, at regnskabet ikke bliver "festlig læsning".

Sekretariatschef Martin Koch Pedersen fra Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker er ved at indsamle privathospitalernes

årsregnskaber for sidste år med henblik på en større brancheanalyse. Foreningen har over 50 medlemmer, der sammen står for cirka 80 procent af omsætningen i den private sundhedssektor.

- Tendensen er klar. Omsætningen er faldende, og en del vil komme ud med deciderede underskud. De lavere takster på behandlinger presser økonomien, siger Martin Koch Pedersen til Mandag Morgen.

/ritzau/