De mange sager om overgreb på børn har nu fået flere kommuner til at oprette akuthjælp til udsatte børn.

Børn, der udsættes for vold, misbrug eller svigt på andre måder, har nu fået mulighed for at hente hjælp flere steder i landet.

Inden for det sidste år har 14 flere kommuner nemlig oprettet en døgnbemandet akuttelefon, som børnene og de unge kan henvende sig til.

Det sker efter en række sager i de seneste år, hvor misbrug og vanrøgt af børn er blevet overset i årevis.

En undersøgelse fra forbundet Socialpædagogerne viser, at 20 kommuner i dag har en akuttelefon, som børn og unge kan ringe til 24 timer i døgnet.

Da forbundet sidste år gennemførte en lignende undersøgelse, havde kun seks kommuner et døgnberedskab, der kan hjælpe børnene.

Via akuttelefonen kan barnet eller den unge med det samme komme til at tale med en kommunal medarbejder.

Det glæder Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, at flere kommuner har oprustet.

- Det er så vigtigt, at børn, der bliver udsat for vanrøgt, misbrug, vold eller svigt har et sted at henvende sig, hvor de bliver set og hørt. Så jeg er rigtig glad for at se, at der i løbet af det seneste år er kommet ni flere kommunale telefonlinjer til for børn og unge, siger han.

Socialpædagogernes formand er ikke i tvivl om, at kommunernes oprustning er en række ulykkelige sager om misbrug og vanrøgt af børn i de senere år.

- Men træerne vokser jo ikke ind i himlen. Der er fortsat 78 kommuner, der ikke prioriterer at give børn, der er udsat for omsorgssvigt, anden mulighed end at ringe til politiet. Og det er ikke en acceptabel løsning, siger Benny Andersen.

I 78 kommuner er børnene således stadig nødt til at gå til politiet, hvis de er i akut nød - eller vente til rådhuset åbner.

/ritzau/