Den danske FN-ansatte, som har overlevet 110 timer under ruinerne i Haitis hovedstad, er blevet udskrevet fra hospitalet, og har givet sit første interview.

- Jeg tænkte på de mennesker, jeg ikke længere ville få at se: Min familie og mine venner.

Sådan lyder nogle af de første ord fra Jens Tranum Kristensen, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet i Haiti.

- Jeg har lidt skrammer og mine muskler er ømme efter at have ligget på et hårdt betongulv med sten i fem dage, fortæller han til TV2 News.

Jens Tranum Kristensen beskriver det hulrum, han i fem dage overlevede i, som værende cirka 1,5 meter gange 40 centimeter.  Og han fortæller om de bankelyde, han kunne høre fra de omkringliggende ruiner:

- Jeg hørte de sidste stemmer omkring 36 timer før jeg selv fik kontakt, lyder det fra den nu udskrevne dansker.

I 110 timer lå den danske FN-medarbejder i ruinerne i den seks-etagers bygning, han arbejdede i. Siden han blev reddet ud har han befundet sig på det argentinske FN-hospital i Port-au-Prince. Og nu er danskeren så udskrevet fra sit sygeleje.

Selv beskriver Jens Tranum Kristensen følelserne ved at have overlevet med få ord:

- Befrielse. Lettelse, siger han til TV2 News.

Mens Jens Tranum lå indlagt på hospitalet havde han besøg af kolleger og repræsentanter for det danske udenrigsministerium.

Derudover fik han mulighed for at skrive mails til sin familie. Blandt andet Jens Tranum Kristensens livvagt og kollega, Kate Møller Jensen, besøgte ham på hospitalet.

- Da jeg så Jens sidde der ved en computer på hospitalet, sagde jeg til ham: 'Er du ved at afslutte din arbejdsrapport?' Han så op på mig. Og så græd vi begge to, fortalte Kate Møller Jensen tirsdag aften til TV2.

- Han har fortalt mig, at han opsamlede sin urin i en kaffekop eller et krus, som han havde nær ved sig, siger Kate Møller, der selv reddede sig ud i sidste øjeblik.

Jens Tranum turde dog ikke drikke urinen af frygt for at blive syg.